En gift kvinde K søgte om hjælp til køb af bil. K led af muskelsvind og havde fået tilkendt højeste førtidspension og plejetillæg. Det var oplyst, at K havde kørekort, men at ægtefællen M, der var politiassistent, skulle køre for hende.
Det fremgik af sagen, at K og M ikke ønskede at have to biler til rådighed, og at M derfor også skulle benytte bilen i forbindelse med arbejdet.
Det samlede årlige kørselsbehov var anslået til 25.000 km. , hvoraf M under sit arbejde kørte ca. 12.000 km.
Revaliderings- og pensionsnævnet bevilgede K hjælp svarende til den faktiske anskaffelsespris for en større stationcar, fritagelse for betaling af vægtafgift og tilskud til særlig indretning.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at der hos K skønnedes at foreligge en varig funktionsevnenedsættelse, der i væsentlig grad forringede hendes muligheder for at færdes uden bil. Nævnet var endvidere gået ud fra, at K havde et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af hendes lidelse og lette den daglige tilværelse. Nævnet fandt endelig, at K's handicap nødvendiggjorde købet af en bil, der var dyrere end den normalt gældende låneramme.
Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg, som anførte, at M fik kørselsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver, og at bevillingen derfor stillede familien langt bedre end det var hensigten med reglerne for bevilling af støtte til køb af motorkøretøjer.
Fra Rigspolitichefens kontor oplystes det vedrørende landpolititjenestemænds forhold i almindelighed, at disse selv skulle anskaffe en vogn. Der blev udfærdiget en autorisation af Rigspolitichefen til at anvende bilen til tjenestekørsel. Kørselsgodtgørelse blev udbetalt efter statens høje takst på grundlag af kørselsregnskab. Ved afhændelse af bilen blev der endvidere udbetalt et beløb for værdiforringelse på grund af radioinstallation.
Det var videre oplyst, at autorisationen forudsatte, at bilen stod til rådighed for tjenestekørsel ikke blot for ejeren, men også for andre tjenestemænd på det pågældende tjenestested, dog således at tjenestebiler skulle anvendes forud for autoriserede private biler.
Til brug ved sagens behandling anmodede Ankestyrelsen Socialstyrelsen og Socialministeriet om en udtalelse om, dels hvorvidt M's brug af bilen i det skitserede omfang kunne anses for at være forenelig med de i bevillingen fastsatte vilkår, dels hvorvidt der i givet fald måtte være mulighed for at pålægge ægtefællerne en større betaling svarende til den økonomiske fordel, som de havde ved, at M's kørselsbehov blev opfyldt ved brug af den bil, som K havde fået bevilget i henhold til bistandslovens § 58.
Socialstyrelsen meddelte herefter Ankestyrelsen, at Socialstyrelsen havde indstillet til Socialministeriet at besvare Ankestyrelsens forespørgsel således, at det afgørende for bilstøtten i den konkrete sag måtte være, om ansøgerens kørselsbehov kunne anses for løst ved benyttelse af egen bil, uanset denne også blev benyttet til ægtefællens tjenestekørsel, og at der ikke var hjemmel til at fravige de i bilbekendtgørelsen fastsatte regler for beregning af lån m.v. på grund af kørselsgodtgørelse, som blev ydet for tjenestekørsel efter statens regler eller andre regler.
Socialministeriet havde erklæret sig enig i, at de rejste problemstillinger måtte løses indenfor rammerne af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, ligesom ministeriet havde erklæret sig enig i Socialstyrelsens indstilling til besvarelse af Ankestyrelsens forespørgsel.
