En kvinde K var fra 1957 til 1983 beskæftiget som anæstesisygeplejerske, fra 1969 som oversygeplejerske, og havde under sit arbejde været udsat for narkosegasser indtil 1978, hvor hun ophørte med at give anæstesi.
K blev i januar 1983 sygemeldt på grund af træthed, hukommelsessvigt, svimmelhed og appetitløshed. Under en hospitalsindlæggelse i maj 1983 konstateredes det, at K var middelsvært til svært reduceret som følge af en hjerneskade, og lidelsen blev i august 1983 anmeldt til Sikringsstyrelsen som formodet erhvervsbetinget.
Det var oplyst, at K i de senere år før sygemeldingen havde haft et større alkoholforbrug.
Sikringsstyrelsen anerkendte i juni 1984 den anmeldte lidelse som hørende under arbejdsskadeforsikringsloven, dog kun for så vidt angik den del af lidelsen, der kunne tilskrives udsættelse for narkosegasser.
I november 1984 afgik K ved døden.
Sikringsstyrelsen fandt, at dødsfaldet ikke begrundede krav på ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, da den lidelse som medførte K's død ikke kunne anses for at være en følge af arbejdsskaden, idet det måtte anses for overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige.
Sikringsstyrelsen henviste i afgørelsen til en udtalelse fra Retslægerådet, hvoraf der fremgik, at en erhvervsbetinget, toksisk hjernebeskadigelse ikke kunne have medført en så alvorlig svækkelse af tilstanden, som udvikledes og alvorligt forværredes hos K efter hendes arbejdsophør, og som medførte døden. Retslægerådet anså det for overvejende sandsynligt, at dødsfaldet skyldtes andre årsager end den lidelse, som Sikringsstyrelsen med forbehold havde anerkendt som erhvervsbetinget.
Afgørelsen var indanket af K's efterladte ægtefælle.
Ægtefællens advokat kommenterede den foreliggende udtalelse fra Retslægerådet og anførte, at rådet modstillede K's alkoholforbrug og de toksiske, erhvervsbetingede påvirkninger som mulig årsag til den konstaterede hjernebeskadigelse, og at rådet fastslog, at det ikke var muligt at afgøre hvilke af de to påvirkninger, der havde været udslaggivende. Alligevel fastslog Retslægerådet, at det var overvejende sandsynligt, at dødsfaldet ikke skyldtes den erhvervsbetingede lidelse.
Ankestyrelsen indhentede en erklæring fra en speciallæge i neuromedicin. Det fremgik af erklæringen, at det ikke var dokumenteret, at der havde været tale om et så massivt alkoholforbrug eller om andre lidelser, som tvangsfrit kunne forklare den demenstilstand med ledsagende cerebral atrofi, som blev påvist hos K i 1983. Speciallægen fandt, at der var rimelig grund til at antage, at demensen kunne skyldes de mange års udsættelse for narkosegasser, der specielt i de første adskillige år havde været af ret høj intensitet.
Det fremgik videre af erklæringen, at der ikke var holdepunkt for, at forværring i tilstanden, som skete efter erhvervsophøret, og som sluttelig førte til K's død, direkte skulle skyldes udsættelse for narkosegasser.
Det kunne ikke med sikkerhed siges, om virkningen af alkohol eller andre organiske opløsningsmidler blev forøget hos personer med organisk hjerneskade af anden årsag, men at talrige kliniske observationer tydede på, at personer med hjerneskade, uanset årsagen til denne, lettere udviklede en forværring i tilstanden, hvis andre skadelige påvirkninger tilførtes.
Det kunne heller ikke med sikkerhed siges, om en hjerneskade, uanset årsagen, medførte en øget risiko for udvikling af alkoholmisbrug, men at der var mange eksempler på, at en begyndende intellektuel insufficiens søgtes kompenseret ved den lette centralstimulerende effekt af mindre mængder alkohol, eller at de ubehagelige følgevirkninger af demensen dulmedes ved et regulært alkoholmisbrug. Dette sås hos den gruppe, som ikke udviklede alkoholintolerance.
Ankestyrelsen indhentede endvidere en udtalelse fra det neuropatologiske institut, hvoraf det fremgik, at der ikke hos K var påvist tegn på Altzheimers sygdom eller væsentlig åreforkalkning.
