Faderen til en pige P, født 1971, der led af tale- og bevægelsesbevær som følge af et fødselstraume, søgte om hjælp til et dataanlæg.
P havde ingen intelligensmæssige gener, men blev beskrevet som normalt til godt begavet.
Hun havde efter 1. klasse været fuldt integreret i en distriktklasse på A-skolen
Fra skoleåret 1986/87 var P overflyttet til 8. klasse på B-skolen, der er overbygningsskole for A-skolen.
I forbindelse med overflytningen bevilgede amtskommunens undervisnings- og kulturforvaltning teknisk udstyr i form af dataanlæg til brug i undervisningen.
Af udtalelse fra kuratoren på A-skolen fremgik, at det skønnedes nødvendigt for, at P kunne få et tilstrækkeligt udbytte af undervisningen på skolen, at hun havde et tilsvarende udstyr og bord i hjemmet til brug ved sit hjemmearbejde (opgaveløsning og forberedelse). P ville endvidere med et sådant udstyr kunne opnå en acceptabel skriftlig kommunikation, et område, hvor hun ellers var meget hæmmet.
Det sociale udvalg afslog ansøgningen under henvisning til, at udstyret ikke var beskrevet som en nødvendig forudsætning for, at P kunne følge undervisningen.
Faderen indankede afgørelsen for amtsankenævnet. I forbindelse hermed anførte kuratoren for A-skolen, at begrundelsen for, at skolen havde anbefalet, at der til hjemmebrug blev anskaffet et udstyr svarende til det, som skolesektoren havde anskaffet til skolen, var, at skolen vurderede, at P i sin fritid - i forhold til familie, venner, fritidsaktiviteter - var begrænset af sit handicap.
Amtsankenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at P havde behov for bevilling af det omhandlede dataanlæg af hensyn til sin mulighed for at følge undervisningen og i denne forbindelse opnå tilstrækkelig udbytte af det udstyr, der var bevilget til brug i skolen.
Udgiften til anskaffelsen måtte således betragtes som en undervisningsudgift, og det kunne derfor ikke pålægges det sociale udvalg at afholde udgiften i henhold til bistandslovens § 58.
Sagen blev anket af faderen.
Foranlediget af amtsankenævnets afgørelse anmodede faderen amtskommunens undervisning- og kulturforvaltning om at anskaffe det omhandlende udstyr.
Undervisnings- og kulturforvaltningen afviste ansøgningen med den begrundelse, at det ikke skønnedes at være en absolut nødvendighed for P's nuværende undervisning, at hun havde det pågældende udstyr til rådighed i hjemmet.
Endvidere henvistes til, at en imødekommelse ville få vidtrækkende konsekvenser for andre anskaffelser, som havde været foretaget af socialforvaltningen (i henhold til bistandslovens § 58). Endelig henviste forvaltningen til, at hjælpemidler i undervisningen blev udlånt og inddraget, når eleverne afsluttede undervisningen, idet hjælpemidlerne genbruges.
Faderen indankede undervisnings- og kulturforvaltningens afgørelse for Undervisningsministeriet, Direktoratet for folkeskolen og seminarer m.v.
Direktoratet udtalte i sin afgørelse af 28. september 1987, at Direktoratet måtte være af den opfattelse, at det omhandlende udstyr var en forudsætning for, at elevens handicap kunne afhjælpes. Det bemærkedes herved, at opgaveløsning m.v. i hjemmet på højere klassetrin måtte anses for en nødvendig forudsætning for en tilfredsstillende skolegang i folkeskolen.
Udgifterne til anskaffelse og udlån af det omhandlende udstyr måtte efter Direktoratets opfattelse påhvile amtskommunen i betragtning af størrelsen af udgifterne. Direktoratet gik desuden ud fra, at ansvaret for elevens undervisning påhvilede amtskommunen i medfør af folkeskolens § 19, stk. 2, jf. også, at amtskommunen allerede afholdt udgifterne til tilsvarende udstyr for eleven på skolen. Direktoratet anmodede derfor amtskommunen om at tage sagen op til fornyet behandling, forudsat at der ikke var truffet afgørelse om, at det omhandlende udstyr skulle stilles til rådighed til eleven af de sociale myndigheder.
Det var overfor Ankestyrelsen oplyst, at undervisnings- og kulturforvaltningen afventede Ankestyrelsens behandling af sagen.
