En maskintekniker M fik ved Sikringsstyrelsens afgørelse af 20. februar 1987 i anledning af en lungelidelse tilkendt erstatning for varigt mén på 65%, men fandtes ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, da han fortsat var i arbejde.
I august 1987 anmodede en socialrådgiver på M's vegne om genoptagelse af sagen med henblik på revurdering af méngraden og erhvervsevnetabet, da M's helbredstilstand var alvorligt forværret. Den 10. september 1987 afgik M ved døden.
Sikringsstyrelsen meddelte, at en af styrelsen den 11. september 1987 fastsat erstatning til M for tab af erhvervsevne på 100% og forhøjelsen af erstatning for varigt mén fra 65% til 100% ikke ville blive udbetalt, da M var afgået ved døden den 10. september 1987.
Sikringsstyrelsen begrundede afgørelsen med, at ménerstatning samt erstatning for tab af erhvervsevne var personlige erstatninger, der tilkendtes for fremtidige ulemper, og at kravet bortfaldt, såfremt erstatningen ikke var fastsat på tidspunktet for dødsfaldet.
Sikringsstyrelsen meddelte samtidig, at styrelsen ville vende tilbage til spørgsmålet om eventuel erstatning til de efterladte i anledning af dødsfaldet.
Afgørelsen var indanket af M's enke.
Enken gjorde gældende, at Sikringsstyrelsen allerede ved afgørelsen af 20. februar 1987 burde have tilkendt M fuld erstatning, eller at fuld erstatning burde tilkendes den 28. august 1987, hvor Sikringsstyrelsen fik kendskab til, at M opfyldte betingelserne for yderligere erstatning. Enken anførte endelig, at der i det mindste burde ses bort fra den korte tidsfaktor mellem Sikringsstyrelsens afgørelse af 11. september 1987 og M's død den 10. september 1987.