P, der var født i 1971, havde en svær nyrelidelse, som medførte, at hun var i dialysebehandling på hospital 3 gange om ugen. P led desuden af blodmangel i en sådan grad, at hun fik blodtransfusion hver 3. uge. Mod periodens slutning led hun derfor meget af træthed og var afhængig af at kunne blive befordret i bil.
Der var i 1985 uden held forsøgt nyretransplantation, og det var hensigten, at transplantation skulle forsøges på ny.
P var ikke bevægelseshæmmet i egentlig forstand, men hendes lidelser medførte hurtig udtrætning under bevægelse og mindre præstationsevne ved selv kortvarige belastninger.
P var skoleelev og gik i 9. klasse.
Ansøgningen om støtte til bil var begrundet med, at befordringen til dialysebehandling foregik i taxa med deraf følgende ventetid og andre ulemper. Taxa-udgiften, som blev afholdt af sygehusvæsenet, udgjorde ca. 250 kr. pr. gang.
Nævnet meddelte afslag med den begrundelse, at P's nedsatte funktionsevne ikke i væsentlig grad forringede hendes evne til at færdes.
P's far ankede afgørelsen. Der henvistes dels til, at P i den sidste tid før blodtransfusionerne var meget træt og afhængig af at blive befordret i bil, dels til at der altid var familiemedlemmer, der kunne køre for hende, herunder varetage befordringen til dialysebehandling.
