Den psykisk udviklingshæmmede B, født i 1976 men med et funktionsniveau som en 3-årig, boede hjemme og gik i skole ca. 6 timer om dagen. Efter skoletid tilbragte B ca. 3 timer i en aldersintegreret daginstitution oprettet i henhold til bistandslovens § 69. Hertil var der bevilget B støttepædagog i 15 timer pr. uge.
Forældrene, der begge var udearbejdende, havde tilsammen en månedlig nettoindtægt på over 16.000 kr.
B havde en storebror på 16 år. Det sociale udvalg nedsatte forældrebetalingen til halvdelen efter reglerne i § 4, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 1984 om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. for børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
Udvalget afviste en yderligere nedsættelse. Udvalget henviste til, at der ikke kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, og til at fritidshjemmet optog børn i alderen 7-13 år, samt til at man skønnede, at B havde et pasningsbehov.
Forældrene klagede til amtsankenævnet og henviste navnlig til, at der ikke ville have været et pasningsbehov, hvis B havde været rask.
Amtsankenævnet tiltrådte den af det sociale udvalg trufne afgørelse om ikke at yde socialpædagogisk friplads til dækning af den resterende del af udgiften ved B's ophold i børneinstitution, idet nævnet ikke
fandt, at betalingsspørgsmålet kunne antages at vanskeliggøre B's forbliven i institutionen, jf. bistandslovens § 73, stk. 2, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 11. december 1986 om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. for børn.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at B's forældre havde en månedlig nettoindtægt på 16.590 kr.
Nævnet lagde endvidere til grund, at der ikke i bistandslovens § 48 var hjemmel til at yde hjælp til dækning af forældrebetalingen ved ophold i børneinstitutionen.
Afgørelsen blev på familiens vegne indanket af en statskonsulent for psykisk udviklingshæmmede. Der henvistes til en vedlagt funktionsundersøgelse (»Vinelandsprøven«), hvoraf det bl.a. fremgik, at B skulle være under konstant opsyn.
Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling til afklaring af, om den del af daginstitutionsudgiften, der ikke afholdtes efter § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen af 13. januar 1984, kunne afholdes som en merudgift ved barnets forsørgelse i hjemmet, jf. bistandslovens § 48, stk. 1.
Nævnet anførte over for Ankestyrelsen bl.a., at man fortsat var af den opfattelse, at der ikke i bistandslovens § 48 er hjemmel til at yde hjælp til forældrebetaling i daginstitution, idet nævnet fandt, at spørgsmålet måtte behandles efter bistandslovens § 73 og de bekendtgørelser, der er fastsat med hjemmel i denne lovbestemmelse.
Nævnet støttede sin opfattelse på de principper, som Ankestyrelsen havde givet udtryk for i to afgørelser offentliggjort som SM 0-5- 84 og SM 0-7-86.
Ankestyrelsen fik fra fritidshjemmet oplyst, at det var almindeligt, at børnene gik ud af institutionen i 10-11 års alderen.