M var meget svært handicappet og havde højeste førtidspension samt særlig hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 3.
M var meget aktiv inden for handicapforeningsarbejde.
Kørselsbehovet var angivet til 40.000 km/år, heraf 18.000 km foreningskørsel for hvilken han modtog kørselsgodtgørelse.
M var berettiget til støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsens § 6 og ønskede en bevilling til køb af en dieselmodel samt dækning af udligningsbeløbet ved vægtafgift på dieselbiler.
Revaliderings- og pensionsnævnet fandt M berettiget til støtte til køb af en Peugeot 505 Break benzinmodel til 203.543 kr. + leveringsomkostninger.
Nævnet afslog at yde dækning af merudgiften ved anskaffelse af en tilsvarende bil i dieseludgave (pris 245.836 kr.) samt dækning af udligningsbeløbet ved vægtafgift på en dieselmodel.
Socialstyrelsen havde over for nævnet udtalt, at støtte efter bekendtgørelsen om støtte til køb af bil forudsattes at dække anskaffelsen af en bil til et almindeligt kørselsbehov.
Afgørelsen blev anket af M, som bl.a. anførte, at der i de seneste år var sket en udvikling i anvendelsen af bistandslovens § 48, stk. 3, som havde gjort den enkelte bruger mere selvstændig og mere selvhjulpen, og at der i stigende grad var bevilget kassebiler eller større personbiler til netop den gruppe personer, som M tilhørte.
Den anførtes videre, at ansøgningen om en dieselmodel var begrundet i hans store kørselsbehov, som forventedes at blive på 240.000 km i de kommende 6 år.
Der ville blive tale om hyppige chaufførskift, som ville betyde ekstra slid på bilen, og M fandt det ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt at anvende en benzinmodel, der havde kørt mere end 200.000 km.
M henviste yderligere til, at en dieselmodel havde større holdbarhed end en benzinmodel og til, at det havde stor betydning for kørselsøkonomien at anvende en dieselmodel, når der var tale om så stort et kørselsforbrug.
Det blev yderligere gjort gældende, at Socialministeriets vejledning om § 48, stk. 3-ordningen burde smitte af på bilpraksis.
Der blev desuden henvist til, at det teknisk var en rimeligere løsning at benytte dieselbil, når der forelå et stort kørselsbehov. Der var tale om et individuelt og meget konkret stort kørselsbehov. Det var endelig anført, at forholdet med de mange kørselshjælpere kombineret med M's fysiske forhold og det store kørselsbehov - burde kunne føre til en bredere bedømmelse af bilvalg.
Socialstyrelsen oplyste på telefonisk forespørgsel fra Ankestyrelsen, at man i forbindelse med udarbejdelsen af reglerne om støtte til køb af bil og vejledningerne herom ikke havde fundet grundlag for at drøfte spørgsmålet om tilskud til dieseldrevne biler. Hovedsynspunktet var, at hvis man havde et stort kørselsbehov, måtte man selv betale for det.
Statens Bilinspektion oplyste over for Ankestyrelsen, at den tilkendte benzinmodel med rimelige driftsbetingelser kunne køre over 200.000 km over en 6-års periode.
Ankestyrelsen modtog desuden et brev fra bilimportøren hvoraf fremgik, at en benzinmotors hovedkomponent under gode driftsbetingelser kunne klare 240.000 km over en 6-års periode, idet der dog måtte påregnes en ventilslibning undervejs og måske en udskiftning af stempelringe.
