Ankestyrelsens principafgørelse P-24-88

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 18 og § 27, stk. 3

Lov om invalide- og førtidspension mv. - Lovbekendtgørelse nr. 437 af 9. september 1983 - § 29 og § 37

En frasepareret kvinde, der havde modtaget laveste invalidepension siden 1971, havde i perioden 1. oktober 1976 - 31. august 1978 fået udbetalt ca. 18.000 kr. for meget i hjælp efter bistandslovens dagældende § 43 og 200 kr. for meget i invalidepension i tiden 1. december 1977 - 30. april 1978. Fejludbetalingen var sket, fordi socialforvaltningen ikke havde været bekendt med, at pensionisten efter separation i oktober 1976 havde fået udbetalt hustrubidrag fra sin fraseparerede mand med mellem 400 og 1.000 kr. månedligt. Ankestyrelsen havde i marts 1981 tiltrådt socialforvaltningens afgørelse om tilbagebetaling af det med urette udbetalte beløb.

Pensionisten klagede i april 1981 til Folketingets Ombudsmand over Ankestyrelsens afgørelse, idet hun bl.a. anførte, at hun blev separeret i 1976, at socialforvaltningen havde vide, at hun var berettiget til supplerende hjælp efter bistandsloven til laveste invalidepension, og at hun først i 1978 i forbindelse med ansøgning om forhøjelse af invalidepension var blevet bedt om at forevise separationsbevillingen.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen, idet Ombudsmanden bl.a. udtalte, at for så vidt den skete fejl med hensyn til beregningen af hjælp ikke i det væsentlige kunne tilregnes modtagerens forhold, måtte afgørelsen af, om der kunne stilles krav om tilbagebetaling, normalt som udgangspunkt bero på en vurdering af, hvem af parterne, der er nærmest til at bære risikoen for den fejl, der førte til, at der med urette var udbetalt for meget. Efter Ombudsmandens opfattelse burde socialforvaltningen, da pensionisten i september 1976 var til samtale om bl.a. hjælp efter bistandsloven, havde anmodet pensionisten om at fremsende eller forevise sin separationsbevilling, hvorved socialforvaltningen ville have haft mulighed for at konstatere, at der var tillagt pågældende hustrubidrag. Der fandtes derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for ensidigt at placere risikoen for det passerede hos pensionisten.

Social- og sundhedsforvaltningen udtalte i anledning af Ombudsmandens henstilling, at bestemmelsen i bistandslovens § 25 indeholder en tilbagebetalingsforpligtelse, enten når modtageren af kontanthjælp har undladt at give de i § 18 omhandlede oplysninger, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser i loven. Bestemmelsen måtte efter sin affattelse i første tilfælde forstås som værende af objektiv karakter, således at der måtte kræves en særlig alvorlig mangel fra forvaltningens side for at statuere fritagelse for tilbagebetaling. Forvaltningen har erklæret sig enig i, at det i sagen er en mangel, at forholdet omkring separationen, herunder bidrag, ikke er søgt belyst, men manglen findes ikke at være så åbenbar, at det kan fritage pensionisten for ansvar.

Lovgrundlag: Invalidepensionslovens § 29, § 30 og § 37

Bistandslovens § 18 og § 25

Ankestyrelsens 2. afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at fritage ansøgeren for tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede i kraft af sin status som invalidepensionist var bekendt med oplysningspligten.

Pensionisten indbragte Ankestyrelsens afgørelse for landsretten.

Østre Landsrets dom: Pensionisten nedlagde som ansøger påstand om, at sagsøgte - Den Sociale Ankestyrelse - tilpligtedes at anerkende, at det af socialforvaltningen rejste tilbagebetalingskrav for for megetudbetalt hjælp efter bistandslovens § 43 i tiden 1. oktober 1976 31. august 1978, 18.113 kr., og for meget udbetalt invalidepension i tiden 1. december 1977 - 30. april 1978, 200 kr., eller ialt 18.313 kr., ikke kunne gøres gældende.

Ankestyrelsen nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse for så vidt angik tilbagebetaling af det i perioden 1. maj 1977 - 31. august 1978 for meget udbetalte beløb.

Sagsøgeren gjorde gældende, at betingelserne for tilbagebetaling i bistandslovens § 25 og invalidepensionslovens § 27, stk. 3, og at hun ikke kunne tilbagebetale beløbene uden at mangle til sit underhold.

Østre Landsret udtalte: Retten lægger efter bevisførelsen til grund,at sagsøgeren ved to lejligheder i socialforvaltningen er blevet udspurgt om indtægt og formue, og at hun har undladt at give korrekte oplysninger. Betingelserne for tilbagebetalingspligt i bistandslovens § 25 og invalidepensionsistlovens § 30 er herefter opfyldt. Der findes ikke af socialforvaltningen at være udvist fejl af en sådan karakter, at sagsøgeren på dette grundlag kan fritages for at opfylde den ved sagsøgtes afgørelse fastsatte tilbagebetalingspligt. Hvad angår spørgsmålet om sagsøgerens økonomiske evne til tilbagebetaling bemærkes, at der kun foreligger konkrete tilbagebetalingsordninger i form af - senere tilbageført - modregning med 1.199 kr. samt i indeholdelse af 75 kr. pr. 1. januar og 1. februar 1984 og 50 kr. pr. 1. marts 1984, hvorimod der ikke til bedømmelse foreligger en efter bistandslovens § 27, stk. 1, truffet løbende betalingsordning. Retten finder ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger om sagsøgerens økonomiske forhold i tiden fra hjælpens ophør den 31. august 1978 til udgangen af 1984 at kunne statuere, at sagsøgeren i dette tidsrum har været uden økonomisk mulighed for at betale afdrag af en størrelsesorden som fastsat for de første måneder af 1984. Retten kan derfor heller ikke give sagsøgeren medhold i, at tilbagebetalingskravet er bortfaldet i medfør af bistandslovens § 27, stk. 3.

Herefter frifindes sagsøgte.

Thi kendes for ret: Sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, frifindes. Sagens omkostninger ophæves.

Pensionisten indbragte landsrettens afgørelse for Højesteret.

Højesterets dom: Appellanten (pensionisten) gentog sin påstand i landsretssagen. Indstævnte (Ankestyrelsen) påstod stadfæstelse af landsrettens dom.

Højesteret udtalte: Bestemmelsen i bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1, og tilsvarende bestemmelser i andre sociale love, må efter ordlyden og ioverensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketings tidende 1973-74, tillæg A, 2. samling, sp. 691, forestås således, at den ubetingede tilbagebetalingspligten i § 18-tilfælde, hvor modtageren ikke har overholdt oplysningspligten i § 18 - alene opfatter ydelser, som uberettiget er modtaget mod bedre vidende.

Appellanten, der er født i 1918 og havde været gift siden 1937, modtog fra 1972 laveste invalidepension. I ansøgningen herom af 21. april 1972 havde hun oplyst, at hun havde været separeret i ca. 5 år indtil den 19. april og herunder havde modtaget hustrubidrag. Da hun i forbindelse med separationsforhandlingerne omkring den 1. oktober 1976 henvendte sig til socialforvaltningen for at tale om sin husleje, blev hun efter det oplyste henvist til den samme sagsbehandler, som i 1972 havde behandlet hendes ansøgning om invalidepension. Hun fortalte, at der var indgivet separationsbegæring og afholdt mægling, men det må lægges til grund, at hun ikke blev spurgt, om hun skulle have hustrubidrag eller anmodet om at indsende separationsbevillingen. Socialforvaltningen søgte heller ikke ved henvendelse til Overpræsidiet eller på anden måde spørgsmålet om hustrubidrag oplyst.

Under disse omstændigheder finder Højesteret det betænkeligt at fastslå, at hun inden henvendelsen til socialforvaltningen den 3. april 1978 har haft et sådant kendskab til de modtagne hustrubidrags betydning for beregningen af hendes ydelser efter bistandsloven og invalidepensionsloven, at der er grundlag for at pålægge hende en ubetinget tilbagebetalingspligt for ydelser udbetalt før denne dato.

Højesteret tager herefter appellantens påstand til følge.

Thi kendes for ret: Indstævnte, Den Sociale Ankestyrelsen, skal anerkende, at det af social- og sundhedsforvaltningen, overfor appellanten rejste krav om tilbagebetaling af for meget udbetalte ydelser efter bistandsloven og invalidepensionsloven i alt 18.313 kr., ikke kan gøres gældende.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part eller til statskassen.