Ankestyrelsens principafgørelse O-21-89

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48, stk. 1

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 28 ff.

M, der var mor til et 1-årigt barn med langvarig, livstruende spisevægring, fik bevilget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i 6 måneder.

M var kommunalt ansat dagplejemor og kunne som sådan på selvangivelsen opføre et standardfradrag på 1/3 af bruttoindkomsten. Denne ordning gjaldt ifølge ligningsvejledningen i tilfælde, hvor der ikke forelå en regnskabsmæssig opgørelse af udgifterne ved plejen, og antallet af børn i dagplejen ikke oversteg 5. Udover de direkte udgifter skulle fradraget også dække generelle gener af, at børnene var i dagplejemoderens private hjem. Fradraget bortfaldt ikke under sygdom.

Ved beregningen af M's tabte arbejdsfortjeneste fratrak det sociale udvalg den skattemæssige værdi af hele fradraget.

Amtsankenævnet ændrede kommunens afgørelse.

Beregningen af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48 skulle herefter ske på grundlag af M's bruttoindtægt, reduceret med skat, de almindelige skattefordele for hende og ægtefællen og med de konkrete, aktuelle besparelser, hun måtte have i den periode, hvor hun ikke som dagplejemoder skulle opfylde krav til plejen.

Nævnet fandt således, at det sociale udvalg havde nedsat kompensationen med for stort et beløb ved fuldt ud i denne at fradrage den skattemæssige værdi af det særlige fradrag.

Nedsættelsen skulle derfor ske med et skønsmæssigt ansat beløb til børnenes kost, vask, bleer m.v., men ikke med den del af fradraget som skulle dække de generelle gener ved, at børnene var i M's private hjem.

Nævnet lagde herved til grund, at M skulle stilles, som om hun i det daglige havde en løn som

dagplejemoder og blev beskattet som sådan.

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, der henviste til, at fradraget blev givet for at dække udgifter i forbindelse med dagplejebørn, herunder fx kost, slitage m.v.

Da M i den periode, hvor hun modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, ikke havde de nævnte udgifter, havde det sociale udvalg fratrukket værdien af det skattemæssige fradrag.

Ankestyrelsen antog sagen til behandling med henblik på afklaring af, hvorledes kompensation for tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes til en dagplejemoder, herunder især med hvilket beløb kompensationen skulle nedsættes under hensyn til de konkrete, aktuelle besparelser, der var, når dagplejemoderen ikke skulle opfylde krav til plejen i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at der ved beregningen af kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste til M udover de skattemæssige fordele, som arbejdsophøret medførte, burde tages hensyn til, at også de hidtidige udgifter i forbindelsen med driften af dagplejen var bortfaldet.

Det måtte lægges til grund, at udgifterne ved dagplejen havde svaret til værdien af det skattemæssige fradrag på 1/3 af vederlaget som dagplejemor, som M hidtil havde haft.

Kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste måtte derfor reduceres med den fulde værdi af det nævnte fradrag.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke pligt til tilbagebetaling af beløb udbetalt i henhold til amtsankenævnets afgørelse.