Ankestyrelsens principafgørelse O-6-89

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 48, stk. 2, nr. 2

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 -

D, der var født i 1976, havde været vådligger (lidelsen enuresis) siden fødslen. Der havde forgæves været forsøgt mange former for hjælp såsom zoneterapi, kiropraktor, ringeapparat, medicin m.v. Der var ikke påvist årsag til lidelsen.

Forældrene søgte om hjælp til dækning af merudgifterne til vask m.v. Det sociale udvalg meddelte afslag med henvisning til, at lidelsen ikke var kronisk, og at merudgifterne ikke oversteg 2400 kr. i løbet af et kalenderår.

Forældrene klagede til amtsankenævnet med henvisning til de mange forgæves behandlingsforsøg.

Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at yde familien økonomisk hjælp til de dokumenterede merudgifter i forbindelse med, at D var vådligger.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at lidelsen måtte anses for kronisk i betragtning af, at D altid havde haft lidelsen, og at han nu var blevet 12 år.

Ved amtsankenævnets behandling af sagen forelå en redegørelse af 30. januar 1987 fra Sundhedsstyrelsen til Socialstyrelsen vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt sager vedrørende enuresis skal henføres under stk. 1 eller stk. 2 i bistandslovens § 48.

Sundhedsstyrelsen udtalte bl.a. følgende: »Afhængigt af årsagsforholdene og effekten af det anførte behandlingsprogram for enuresis må det konkluderes, at tilstanden kan være af flere års varighed; enuresis må betegnes som en kronisk tilstand eller sidestilles hermed i visse tilfælde af organisk betinget enuresis, i tilfælde af arveligt betinget enuresis, samt i de tilfælde af primær enuresis, hvor de ovennævnte behandlingsforsøg er uden effekt.

Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse kan det efter en konkret vurdering af hvert tilfælde af enuresis være betinget at overveje behovet for offentlig hjælp til merudgifter ved forsørgelse af et enuresis-barn i henhold til bistandslovens § 48, stk. 2, nr. 2.«

Afgørelsen blev anket af kommunen, som ikke fandt amtsankenævnets begrundelse relevant, idet man derud fra generelt kunne betegne vådliggere som en kronisk lidelse.

På forespørgsel fra Ankestyrelsen, oplyste D's mor i november 1988 telefonisk, at der nyligt i 1/2 år havde været anvendt ringeapparat samtidig med medicinbehandling uden resultat. Endvidere at D havde været hos en børnepsykolog, som havde sagt, at D ikke fejlede noget.

Efter det oplyste om D's alder, lidelsens varighed og de talrige resultatløse behandlingsforsøg finder Ankestyrelsen, at D's lidelse i relation til bistandslovens § 48, stk. 2, nr. 2, må anses for at være kronisk. Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.