Ankestyrelsens principafgørelse O-16-89

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 5, § 11, § 28, § 68, § 133, stk. 1 og § 135, stk. 6

En særforsorgsklient havde siden 1983 sammen med en anden person beboet et bofællesskab oprettet i henhold til bistandslovens § 68 i A kommune.

Den amtskommunale hjemmevejlederbistand, der var ydet siden bofællesskabets etablering i 1983, ophørte i forbindelse med, at A kommune fra den 1. august 1986 indgik aftale med C kommune om fælles ansættelse af en fuldtids hjemmevejleder. Timetallet for A kommune var 10 timer ugentlig, som indtil den 31. oktober 1987 udelukkende var koncentreret om de omtalte to beboere.

Det omhandlede bofællesskab ophørte pr. 1. februar 1988.

A kommune anmodede B kommune (den tidligere opholdskommune) om refusionstilsagn. A kommune anførte, at bistand, som i henhold til bistandslovens § 68 ydes til bofællesskabet, skulle afholdes af kommunen og amtskommunen med 50% hver, jf. bistandslovens § 135, stk. 6, jf. stk. 5, med samtidig refusionsadgang i henhold til bistandslovens § 11.

Det sociale udvalg i B kommune anførte under henvisning til SM o-65 1985 (* 1) som begrundelse for sit afslag på at refundere A kommune den omhandlede udgift til hjemmevejlederbistand, at der var tale om en administrationsudgift efter bistandslovens § 28, for hvilken der ikke var refusionsadgang, jf. bistandslovens § 133, stk. 1.

Amtsankenævnet fandt, at den omhandlede udgift til hjemmevejleder er en administrationsudgift. Det social udvalg i A kommune kunne således ikke under henvisning til bistandslovens § 11 kræve udgiften refunderet af det sociale udvalg i B kommune.

Afgørelsen var indanket af A kommune.

Det sociale udvalg i A kommune oplyste den 10. november 1988 på telefonisk forespørgsel, at klienterne visiteres ind i bofællesskaber, der etableres i henhold til bistandslovens § 68. I forbindelse med visitationen tages der stilling til, hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes i det enkelte bofællesskab, herunder også eventuel behov for hjemmevejlederbistand.

Om hjemmevejlederens arbejdsopgaver var det oplyst, at denne har til opgave at udføre socialpædagogisk rådgivning og således bl.a. forestår tilrettelæggelsen af, hvilke opgaver den praktiske hjælp (det vil sige hjemmehjælper) i bofællesskabet skal udføre og hvordan disse opgaver skal udføres. Endvidere forestår hjemmevejlederen den direkte vejledning omkring det sociale liv, kontakten til klientens familie m.v.

Socialministeriet udtalte på forespørgsel fra en kommune i en tilsvarende sag den 29. august 1988 bl.a., at udgiften til hjemmevejlederbistand specielt normeret til bofællesskab i form af »nødvendig medhjælp« kan konteres som en § 68-udgift, omfattet af refusionskrav efter bistandslovens § 11.

Den i sagen omhandlede socialpædagogiske støtteforanstaltning må betragtes som »nødvendig medhjælp«, jf. bistandslovens § 68, stk. 2, med adgang for det sociale udvalg i A kommune til at rette et refusionskrav mod det sociale udvalg i B kommune i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens § 11.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at den omhandlede støtteforanstaltning efter det oplyste om dens specielle normering i forbindelse med visitationen til bofællesskabet, samt om karakteren af foranstaltningen, må betegnes som en egentlig ydelse efter bistandsloven, og ikke som en administrationsudgift.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.