Ankestyrelsens principafgørelse O-80-89

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58

M søgte i februar 1988 tilskud til tandbehandling.

Om baggrunden for behandlingen var oplyst, at M var udsat for et ulykkestilfælde omkring 1976/1977, hvor en fortand blev slået løs.

I 1987 blev tanden trukket ud.

I begyndelsen af februar 1988 var der behov for udtrækning af yderligere en fortand.

Den behandlende tandlæge foreslog en delprotese med støbt stel.

Den ansøgte behandlingsudgift udgjorde 3.617,- kr.

Ifølge tandlægen var de beskadigede fortænder slået løse ved slag.

Socialforvaltningen afslog at yde hjælp efter bistandslovens § 46 a under henvisning til, at M havde mistet tanden, inden han begyndte at få bistandshjælp, og at han formodedes selv at kunne have afholdt udgiften, hvis han havde søgt tandlæge på det tidspunkt, hvor han mistede tanden.

M klagede til amtsankenævnet.

M og hans ægtefælles indtægter blev på ansøgningstidspunktet oplyst til ca. 9.429,- kr. netto pr. måned. De af nævnet godkendte faste udgifter udgjorde ca. 5.678,- kr., hvortil kom yderligere faste udgifter på 2.269,- kr.

Nævnets tandlægekonsulent fandt, at der var tale om en ulykkesbetinget tandskade, hvor den ansøgte behandling var påkrævet som protetisk hjælpemiddel i henhold til bistandslovens § 58, og at behandlingsforslaget var den billigste forsvarlige løsning på M's problem.

Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afslag på hjælp efter bistandslovens § 46 a til betaling af tandbehandling under henvisning til, at M selv fandtes at have midler til at afholde den pågældende udgift.

Nævnet pålagde derimod det sociale udvalg at yde hjælp til tandbehandlingen efter bistandslovens § 58 under henvisning til det af nævnets tandlægekonsulent anførte.

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der ikke fandt, at det kunne pålægges kommunen at yde hjælp til tandbehandling som følge af en skade, der var sket for 10 år siden, og som blev behandlet i tilknytning til skadepåvirkningen.

M oplyste om den oprindelige skade, at han på sin arbejdsplads havde fået løftekrogen fra en kran i hovedet. Han søgte straks tandlæge, men kom ikke i behandling. Senere da han var på rejse i udlandet, fik han behandlet skaden.

Socialstyrelsen har i en vejledende udtalelse af 8. februar 1989 om ydelse af hjælp efter bistandslovens § 58 til tandproteser anført, at hjælp efter § 10 i hjælpemiddelbekendtgørelsen alene kan ydes i de i bekendtgørelsens § 10 særligt nævnte situationer, og at hjælpen kun omfatter en restitution efter en skade, altså en rimelig »genopretning« i ganske specifikke tilfælde. Hvad der derefter passerer, der måtte gøre tandlægearbejde nødvendigt, falder ikke inden for § 58, uanset om patientens tandstatus måtte være blevet mere udsat og/eller mere kostbar at vedligeholde.

Det er derfor Socialstyrelsens opfattelse, at der ikke i medfør af bistandslovens § 58 kan ydes hjælp til vedligeholdelse, reparation eller udskiftning af proteser, der er iværksat med hjælp efter bistandslovens § 58, med mindre tandlægearbejdet må skønnes ikke at have været udført forsvarligt, eller der efterfølgende viser sig skader på tyggeorganet, som vurderes at have en umiddelbar sammenhæng med den oprindelige skade.

Ved eventuelle efterfølgende udgifter må klienten, hvis udgiften ikke dækkes over sundhedslovgivningen, henvises til at søge hjælp efter bistandslovens § 46 a og for pensionisters vedkommende til at søge personligt tillæg efter pensionslovgivningen.

Sagen antaget til principiel behandling med henblik på, om behov for tandlægearbejde, der havde forbindelse med en 10 år tidligere indtruffet ulykkesbetinget skade, kunne anses for omfattet af bistandslovens § 58, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 10. ___________________________________________________________________________________

Der havde ikke i forbindelse med behovet for tandlægearbejde i februar 1988 været grundlag for at yde hjælp efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 10, idet der ikke fandtes at være umiddelbar sammenhæng mellem den oprindelige ulykkesbetingede skade og behandlingsbehovet i 1988.

Ankestyrelsen tog herved udgangspunkt i den fortolkning af bistandslovens § 58 og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 10, som var kommet til udtryk i Socialstyrelsens vejledende udtalelse af 8. februar 1989 om ydelse af hjælp til tandproteser.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at den indtrufne ulykkesbetingede skade i 1976/1977 ikke umiddelbart havde gjort tandlægearbejde nødvendigt, hverken i form af tandbevarende behandling eller protesearbejde.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.