Ankestyrelsens principafgørelse P-20-89

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 83, § 84 og § 85

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 497 af 4. juli 1989 - § 48

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 901 af 15. december 1986 - § 46

Sikringsstyrelsens vejledning af 25. januar 1988 -

M blev indlagt på plejehjem den 1. maj 1988 til foreløbig aflastning. Den 11. maj 1988 besluttede visitationsudvalget, at indlæggelsen skulle være permanent, idet udvalget skønnede, at M var uegnet til mere varig udskrivning til eget hjem.

M led af følger efter hjerneblødning, bl.a. i form af ødelagt talecenter. M var beskrevet som meget handicappet og hjælpeløs.

Den 12. maj 1988 afgik M ved døden. Socialforvaltningen modtog meddelelsen herom den 13. maj 1988.

Den 18. maj 1988 meddelte socialforvaltningen K, at efterlevelsespension ikke kunne udbetales, hvis samlivet mellem ægtefæller var ophævet ved dødsfaldet. Samlivet ansås for ophævet, når den ene af ægtefællerne havde fået ophold på institution. Da samlivet ansås for ophævet fra det tidspunkt, pensionen blev nedsat eller inddraget under opholdet, kunne der udbetales efterlevelsespension for juni måned, hvorefter K ville overgå til at få udbetalt pension som enlig.

I klagen til ankenævnet var anført, at M den 1. maj 1988 blev optaget på plejehjemmet til aflastning i 2-3 uger. Beslutningen den 11. maj 1988 om visitation til varigt ophold var hverken M eller K blevet informeret om, og K havde heller ikke accepteret den, da der kun var tale om aflastningsophold.

Overfor ankenævnet begrundede socialforvaltningen afgørelsen med, at hvis M ikke var afgået ved døden den 12. maj 1988, ville han have været overgået til lommepenge pr. 1. juli 1988, og reglerne

for opholdsbetaling ville samtidig være trådt i kraft, ligesom K's pension ville blive ændret svarende til taksten for enlige.

Ud fra dette blev efterlevelsespensionen standset med udgangen af juni 1988.

Ankenævnet tiltrådte socialforvaltningens beslutning om at standse efterlevelsespensionen med udgangen af juni måned 1988 med den af socialudvalget givne begrundelse.

Afgørelsen blev anket af K, der rejste spørgsmålet om, hvorvidt visitationsudvalgets afgørelse af 11. maj 1988 havde gyldighed,

1) når hverken K eller M havde anmodet om en varig plejehjemsplads,

2) eller når det ikke er tilfældet, måtte visistationsudvalgets afgørelse da ikke opfattes som et tilbud, der kræver accept,

3) eller endelig når meddelelsen om en varig plejehjemsplads først nåede frem efter M's død.

Sagen blev antaget til principiel behandling med henblik på, om visistationsudvalget havde kompetence til at træffe afgørelse om varig plejehjemsoptagelse, når der ikke var ansøgt derom.

Ankestyrelsen lagde til grund, at efter oplysningerne i sagen havde hverken M eller hans pårørende som ad hoc værge for ham været inddraget i behandlingen og beslutningen om overgang fra aflastningsophold til varigt plejehjemsophold, inden M afgik ved døden den 12. maj 1988.

Visitationsudvalget/socialudvalget kunne derfor ikke den 11. maj 1988 - uden forudgående drøftelse og accept fra nu afdøde M eller hans pårørende - ændre aflastningsopholdet til varigt plejehjemsophold med den følge, at pensionen ville blive inddraget, idet en sådan beslutning fandtes stridende mod almindelige principper om god forvaltningsskik.

Reglerne om omregning af pension og betaling for ophold på plejehjem kunne ikke finde anvendelse med virkning fra den 1. juli 1988, og som følge heraf var der heller ikke grundlag for at begrænse K's ret til efterlevelsespension til udgangen af juni måned 1988.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Det sociale udvalg blev anmodet om at foretage udbetaling af efterlevelsespension i overensstemmelse med reglen i lov om social pension § 48.