Ankestyrelsens principafgørelse P-5-90

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14, § 15 og § 33

P, født i 1943, søgte om invalidepension første gang i 1983. Ved behandlingen af sagen forelå der erklæringer fra en række speciallæger, herunder fra en psykiater, som anførte, at P's psykiske tilstand ikke kunne betragtes som invaliderende, og at mulighed for revalidering ikke kunne udelukkes.

Der var ikke i øvrigt særlig helbredsmæssig støtte til pension.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på pension med den begrundelse, at P skulle søges arbejdsprøvet. Afgørelsen blev tiltrådt af Ankestyrelsen i december 1984.

Der blev rejst ny pensionssag i september 1986.

Der forelå nu resultat af arbejdsprøvning, som viste, at P ikke kunne placeres på arbejdsmarkedet. Der forelå endvidere en ny psykiatrisk speciallægeerklæring fra august 1986. Speciallægen fandt (ligesom i 1983), at P led af en hysteriform karakterneurose, men nu anførtes tillige, at der ikke længere var grund til at tro, at dette ville kunne bedres ved behandling, eller at tilstanden i øvrigt ville bedres ved oplæring eller arbejdstræning.

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte pension efter § 14, stk. 3, nr. 1, fra den 1. oktober 1986.

Afgørelsen blev anket af P, der bl.a. ønskede pensionen tilkendt fra ansøgningen i 1983.

Lovgrundlag: Lov om social pension § 14, § 15 og § 33.

På baggrund af de nu foreliggende oplysninger om den forgæves arbejdsprøvning samt den foreliggende psykiatriske speciallægeerklæring måtte P's erhvervsevne nu anses for nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige grunde.

P opfyldte ikke betingelserne for at få tilkendt mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at P's erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter P med virkning fra 1. oktober 1986 var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension.

P mente, at hun allerede i 1983 opfyldte betingelserne for at få pension, og at tilkendelsen derfor burde være sket med virkning fra 1. marts 1983. P indbragte derfor sagen for Folketingets Ombudsmand.

I sin skrivelse til Ankestyrelsen bad Ombudsmanden styrelsen om at uddybe baggrunden for, at tilkendelsen skete med virkning fra den 1. oktober 1986 og ikke fra den første ansøgning, med henvisning til, at der syntes at være tale om et samlet sagsforløb, eller at den sidste del af sagsforløbet kunne anses for en genoptagelse af første del.

Ankestyrelsen udtalte overfor ombudsmanden bl.a., at P's psykiskehelbrestilstand - i betydningen varig nedsættelse af erhvervsevnen først var fastslået ved den psykiske speciallægeerklæring fra august 1986, det vil sige kort tid før pensionsansøgningen i september 1986.

Ankestyrelsen anførte også, at tilkendelse af pension på grundlag af en sygdom, der tidligere ikke har ført til tilkendelse af pension, ikke i sig selv indebærer, at den 1. afgørelse er urigtig. Det må afhænge af, om sygdommen allerede ved den 1. afgørelse var så erhvervshæmmende, at den burde havde ført til pension på dette tidspunkt. Det vil sige, at der forelå en fejl i bedømmelsesgrundlaget for den 1. afgørelse. Er der ikke påvist en sådan fejl, er der ikke grundlag for en genoptagelse af den 1. sag. Den pensionsmæssige betydning af en udvikling af sygdommen efter den 1. afgørelse må så tages op gennem en ny pensionssag, hvor tilkendelsestidspunktet tidligst kan blive den 1. i måneden efter rejsningen af den nye sag.

Der forelå - efter Ankestyrelsens opfattelse - ikke fejl i bedømmelsesgrundlaget for den 1. afgørelse. Derimod forelå der en forværring af P's psykiske lidelse efter 1. afgørelse, jf. de forskellige psykiatriske vurderinger fra 1. til 2. afgørelse.

Folketingets Ombudsmand tilsluttede sig Ankestyrelsens opfattelse.