Ankestyrelsens principafgørelse O-57-90

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 150 af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap - afsnit I, pkt. 6

K fik fra august 1985 hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, i form af 2 timers ugentlig socialpædagogisk behandling.

Fra den 1. december 1986 fik K forskud på helbredsbetinget førtidspension og fik samtidig bevilget fortsat socialpædagogisk behandling, nu efter bistandslovens § 68, 2 1/2 time ugentligt.

K boede i egen bolig sammen med en ven. Behandlingen foregik i og i nærheden af K's hjem. K var sideløbende hermed under behandling hos praktiserende psykiater under diagnosen obs. pro. skizofreni. K fik tilkendt mellemste førtidspension fra den 1. oktober 1986.

K solgte i september 1987 sit hus i H kommune og flyttede til R kommune.

R kommune anmodede herefter H kommune om refusionstilsagn for de fremtidige udgifter efter bistandslovens § 68 til K.

H kommune afslog at yde refusion under henvisning til, at K var flyttet uden kommunens medvirken.

R kommune anførte, at en foranstaltning i medfør af bistandslovens § 68 måtte svare til en familieplejeforanstaltning, hvorfor H kommune måtte dække udgifterne til den støtte, som H kommune havde iværksat og anbefalet videreført.

K flyttede den 14. januar 1988 tilbage til H kommune.

Amtsankenævnet fandt, at den af H kommune etablerede støtteordning efter bistandslovens § 68 ikke havde været afsluttet under K's ophold i R kommune, idet K ikke havde været i stand til at klare sig efter flytningen uden bistand.

Pligten til at afholde den kommunale andel af udgifterne til bistand under K's ophold i R kommune påhvilede derfor H kommune.

Amtsankenævnet havde forinden afgørelsen indhentet en udtalelse fra Socialstyrelsen, som i brev af 23. juni 1988 bl.a. udtalte:

ophold i et »§ 68-bofællesskab« er at sidestille med ophold i egen bolig'. Under udarbejdelsen af Socialstyrelsens vejledning nr. 5 af 26. november 1984 om bofællesskab efter bistandslovens § 68 var der dog enighed om, at ophold i »§ 68-bofællesskab« i § 11's forstand var en udvidelse eller modernisering af § 68- plejebegrebet. Herved opstår der også refusionsadgang. Når flytning til »§ 68-bofællesskabet« sker fra eget hjem uden medvirken fra en offentlig myndighed, vil der ikke være noget refusionskrav mod den tidligere opholdskommune i henhold til bistandslovens § 11. Som hovedregel finder optagelse i »§ 68- bofællesskabet« dog sted efter foretagen beslutning af den kommune, hvori bofællesskabet er beliggende. Efter vor opfattelse er det uden betydning, om den foretagne flytning til R kommune kan betegnes som flytning til egen bolig, da klienten ikke på noget tidspunkt har været i stand til at klare sig uden bistand i form af hjælp efter bistandsloven til forsørgelse mv., jf. Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, afsnit I, pkt. 6.

Den i pkt. 6, sidste afsnit, beskrevne situation (Etablering i egen bolig i en anden kommune end den tidligere opholdskommune uden medvirken fra institutionen) foreligger efter vor opfattelse ikke i det konkrete tilfælde.

Efter vor opfattelse er der således refusionsadgang. '

H kommune klagede over amtsankenævnets afgørelse. Kommunen henviste til pkt. 6, sidste afsnit, i Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986, og anførte, at H kommune måtte være fritaget for opholdskommuneforpligtelse, idet K var flyttet uden medvirken fra H kommune.

Sagen blev under hensyn til Socialstyrelsens udtalelse i brev af 23. juni 1988 antaget til principiel behandling til afklaring af spørgsmålet om refusion/betalingsforpligtelse.

Efter sagens oplysninger forelå der ikke en situation, som var omfattet af bistandslovens § 68.

R kommune var herefter ikke berettiget til refusion fra H kommune.

Da der var tale om bistand til en førtidspensionist, kunne det være overvejet at yde hjælpen som et personligt tillæg efter reglerne i lov om social pension.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.