M, som var ansat i firmaet F, blev sygemeldt den 19. januar 1987. Den 20. januar 1987 opsagde arbejdsgiveren alle ansatte, bortset fra M, på grund af uoverensstemmelser mellem ledelsen og de ansatte.
Voldgiftsretten fandt, at de arbejdsnedlæggelser, som blev iværksat samme dag, var overenskomststridige. Arbejdsgiveren meddelte den 22. januar 1987 M, at han ikke kunne få sygedagpenge, da han på grund af strejken ikke led noget indtægtstab.
Dagpengeudvalget traf den 11. september 1987 afgørelse i overensstemmelse med arbejdsgiverens beslutning. Udvalget fandt, at M var omfattet af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, uanset at han var sygemeldt på tidspunktet for denne, jf. dagpengelovens § 5, stk. 2. (* 1) M havde derfor ikke lidt et indtægtstab, og han var derfor ikke berettiget til sygedagpenge. Kommunen havde efter ophøret af sygedagpenge udbetalt kontanthjælp efter bistandslovens § 37 med tilbagebetalingspligt i henhold til § 26, stk. 1, nr. 2, 3 og 4.
På baggrund af Dagpengeudvalgets afgørelse meddelte kommunen den 11. april 1989, at kontanthjælpen ville blive krævet tilbagebetalt efter § 26, stk. 1, nr. 2.
Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 2. Nævnet fandt efter en samlet vurdering af sagen, herunder Dagpengeudvalgets afgørelse af 11. september 1987, at M måtte betragtes som indblandet i en kollektiv arbejdsstrid.
Afgørelsen blev anket af M, som bl.a. anførte, at arbejdsgiveren ikke havde afskediget ham, og at voldgiftssagen ikke omhandlede ham, hvorfor han ikke kunne betragtes som involveret i en kollektiv arbejdsstrid i bistandslovens forstand.
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om Dagpengeudvalgets afgørelse skulle finde direkte anvendelse i forhold til bistandslovens tilbagebetalingsbestemmelse, når den primære årsag til den manglende lønindtægt er sygdom.
