P var i perioden 1973 til 30. juni 1987 anbragt i familiepleje.
Kommunen betalte i hele denne periode P's udgifter til kost og logi, jf. bistandslovens § 66, samt lommepenge og beklædningshjælp.
P ville fylde 18 år i december 1985. Med henblik herpå havde plejefaderen over for kommunen rejst spørgsmål om SU til P.
I august 1985 meddelte kommunen i et brev til plejefaderen, at en eventuel indtægt fra SU skulle tilsendes social- og sundhedsforvaltningen.
P modtog SU fra april 1986 til udgangen af skoleåret 1986/1987, dvs. indtil den 31. juli 1987.
Kommunen angav, at P i denne periode flere gange, senest i februar måned 1987, i forbindelse med hjemmebesøg af kommunens sagsbehandlere havde fået besked på, at udbetalingerne fra SU skulle indbetales til kommunen. I april 1988 fremsendte kommunen en tilbagebetalingsresolution, hvorefter P efter bistandslovens § 25 skulle tilbagebetale det beløb, hun havde modtaget i støtte fra SU i perioden april 1986 til 31. juli 1987, ialt 22.951 kr.
Det kunne ikke pålægges P at tilbagebetale hele det beløb, som hun havde modtaget fra SU, men alene et beløb svarende til det, der var udbetalt i lommepenge og beklædningshjælp i samme periode.
Nævnet fandt det ikke hensigtsmæssigt, at det alene var plejefaderen, der skriftligt havde fået oplysning om, at P havde pligt til at indbetale det beløb, hun fik udbetalt fra SU, til kommunen.
Nævnet fandt dog, at selv om kommunen ikke forud for udbetalingen af SU i tilstrækkelig grad havde orienteret P om hendes pligter, så havde P efter skoleåret 1985/1986, dvs. sommeren 1986 og senest februar 1987 været vidende om, at indtægten fra SU skulle indbetales til kommunen som delvis betaling for opholdet i familiepleje, jf. bistandslovens § 100 og § 9, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 861 af 11. december 1986.
Nævnet mente dog ikke, at det, da nævnet traf afgørelse, kunne pålægges P at betale for opholdet med tilbagevirkende kraft efter reglerne i ovennævnte bekendtgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen om tilbagebetaling med dansk rets almindelige regler om dobbeltforsørgelse og henviste i denne forbindelse til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.
Afgørelsen blev anket af både P og kommunen.
P rejste spørgsmål om, hvorvidt den orientering, der var givet hendes tidligere plejeforældre, havde været tilstrækkelig til at orientere hende, samt om hvorvidt der overhovedet forelå et tilbagebetalingskrav.
Kommunen anførte bl.a., at kommunen fortsat var af den opfattelse, at hele det beløb, P havde fået udbetalt fra SU, skulle indbetales til kommunen, fordi der var tale om dobbeltforsørgelse efter reglerne i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.
Hvis anvendelsen af bistandslovens § 26 skulle begrænses til kun at vedrøre lommepenge og beklædningshjælp, burde det være muligt at anvende betalingsreglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 861 af 11. december 1986 med tilbagevirkende kraft, således at betaling fastsættes for den samme periode som udbetalingerne fra SU vedrører.
Kommunen anførte endelig, at P flere gange af sagsbehandlere mundtligt og skriftligt var orienteret om, at det beløb, hun modtog fra SU, skulle indbetales til kommunen.
Ankestyrelsen antog sagen til behandling til belysning af, hvor stor en del af udgiften ved anbringelse i familiepleje en kommune kan kræve tilbagebetalt af et samtidigt udbetalt SU-beløb.
