Et barn, født 1981, der havde en medfødt hjerneskade, gik i en almindelig daginstitution.
Barnet havde siden begyndelsen af 1986 deltaget i undervisning på et taleinstitut.
Siden maj 1986 havde barnet deltaget i sanseintegrationstræning, der foregik på instituttet og blev givet af en ergoterapeut.
Om behovet for behandling forelå oplyst, at barnet havde massive vanskeligheder og havde brug for støtte og hjælp til at klare såvel konfliktsituationer som indlæringssituationer.
Ergoterapeuten anbefalede på grund af den gode effekt af behandlingen, at sanseintegrationstræningen blev intensiveret, således at barnet kunne starte i børnehaveklasse til august 1989.
Udgiften til sanseintegrationstræningen blev afholdt af det sociale udvalg i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1.
Bevillingen blev løbende fornyet indtil december 1987.
Det sociale udvalg meddelte i februar 1988 afslag på fortsat bevilling af hjælp. Udvalget begrundede sin afgørelse med, at man først på daværende tidspunkt var blevet opmærksom på pkt. 35 i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, samt at der ikke var økonomisk grundlag for at yde støtte efter lovens § 46 a.
Amtsankenævnet fandt ikke, der kunne ydes hjælp til sanseintegrationstræning efter bistandslovens § 48, da der var tale om en behandlingsudgift. Der kunne heller ikke ydes hjælp efter lovens § 46 a på baggrund af størrelsen af familiens indtægter.
Forældrene anførte, at der ved Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 var sket en urimelig ændring af praksis, og at det var urimeligt at gøre sanseintegrationstræning afhængig af deres økonomiske forhold, når det gjaldt et så belastet tilfælde som deres barn.
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om sanseintegrationstræning kunne henføres under bistandslovens § 48 eller § 46 .