Ankestyrelsens principafgørelse B-4-90

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lov nr. 350 af 4. juni 1986 - § 11, stk. 1, § 14 og § 19

Ved F og M's skilsmisse i april 1986 blev det aftalt, at datteren D skulle bo hos faderen (F), og at sønnen S skulle bo hos moderen (M).

Statsamtet fastsatte ved bidragsresolutioner gensidige børnebidrag fra den 1. april 1986 svarende til det til enhver tid gældende normalbidrag for en far med tillæg af 50%. F og M var fra starten enige om ikke at betale bidrag til hinanden.

D, som da var 17 år og gik i gymnasium, flyttede den 1. november 1987 til et lejet værelse. Da der herefter opstod uoverensstemmelser mellem F og M om betalingen af bidrag udlagde A kommune (M's opholdskommune) i maj 1988 forskudsvis til M normalbidraget fra F til S for perioden 1. november 1987 til 30. september 1988.

B kommune (F's opholdskommune) udlagde til F et beløb svarende til normalbidraget fra M til D for perioden 1. november 1987 til 15. juli 1988, hvor D fyldte 18 år.

A kommune opkrævede hos M normalbidraget + 50%. M klagede til ankenævnet over denne afgørelse, idet hun gjorde gældende, at hun efter aftale med F havde betalt bidraget direkte til D. F benægtede, at der eksisterede en sådan aftale. Ankenævnet fandt ved afgørelse af 21. februar 1989, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at K havde opfyldt sin forsørgelsespligt overfor D i perioden 1. november 1987 til 15. juli 1988.

Inddrivelsen af bidraget hos M, herunder også 50%-tillægget, blev herefter annulleret.

F klagede til ankenævnet over denne afgørelse.

På baggrund af afgørelsen af 21. februar 1989 fandt ankenævnet ikke anledning til at pålægge B kommune at søge 50%-tillægget i M's børnebidrag inddrevet.

Nævnet anså ikke F for at være part i sagen mellem A kommune og M.

Herefter, og da F ikke havde fremlagt nye oplysninger af åbenbart afgørende betydning, afviste nævnet at genoptage den sag, som blev afgjort ved afgørelse af 21. februar 1989.

Afgørelsen blev anket af F, som bl.a. anførte, at afgørelsen af 21. februar 1989 blev truffet, uden at han på nogen måde var blevet hørt.

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af spørgsmålet om F's partsstatus, og spørgsmålet om den bidragsforpligtede med frigørende virkning kan betale til andre end den bidragsberettigede ifølge bidragsresolutionen.

Lovgrundlag: Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag § 11, stk. 1, § 14 og § 19.

F havde en sådan retlig interesse i udfaldet af sagen mellem hans tidligere ægtefælle M og A kommune, at han burde have været betragtet som part i sagen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at afgørelsen ikke alene vedrørte spørgsmålet om inddrivelse af det forskudsvis udlagte beløb, men også inddrivelse af den del af børnebidraget, der ikke kunne forskudsvis udlægges af det offentlige, det vil sige 50%-tillægget, jf. børnetilskudslovens § 19.

Ankenævnet og kommunen havde i øvrigt ikke været berettiget til at nægte at inddrive den del af bidraget, der ikke kunne udlægges forskudsvis af det offentlige, dvs. 50%-tillægget.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at M ikke med frigørende virkning havde kunnet udbetale bidraget til andre end F, der ifølge bidragsresolutionen var den berettigede.

Ankestyrelsen anmodede derfor ankenævnet om at pålægge kommunen at inddrive 50%-tillægget.

Spørgsmålet om der mellem F og M var indgået en bindende aftale om anden fyldestgørelsesmåde henhørte under domstolene.