Den forældreløse F, født 1965, kom i april 1975 til Danmark sammen med en gruppe flygtningebørn. F fik sammen med den øvrige gruppe ophold i A kommune.
I juli 1975 blev F akut flyttet til en institution og i januar 1976 indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling på et hospital i B kommune.
I marts 1976 blev F henvist til Statens Åndsvageforsorg.
F fik herefter ophold på et behandlingscenter i C kommune og i 1977 på et af åndssvagsforsorgens skolehjem i D kommune.
I juli 1979 fik F ophold i familiepleje i E kommune.
Udgifterne til F's ophold blev indtil 1. januar 1987 afholdt efter reglerne i bistandsloven om hjælp til flygtninge med fuld statsrefusion.
Med ændringen af bistandslovens § 134, stk. 3, bortfaldt denne refusion, da F havde opholdt sig i Danmark mere end 6 1/2 år.
E kommune anmodede med virkning fra 1. januar 1987 A kommune om refusion af udgifterne vedrørende F med henvisning til, at F, der var forældreløs, fik selvstændig opholdskommune i A kommune i 1975 og siden da har været anbragt under offentlige myndigheders medvirken.
A kommune afslog at yde refusion bl.a. med henvisning til, at F ikke på noget tidspunkt havde været tilmeldt folkeregistret i A kommune.
Amtsankenævnet fandt, at F's ophold i A kommune i 1975 skyldtes, at han ved medvirken af offentlig myndighed - Socialministeriet - var anbragt i institution i A kommune, jf. bistandslovens § 11, nr. 1.
Før denne anbringelse havde F ophold uden for A kommune.
Nævnet fandt herefter, at betalingsforpligtelsen ikke påhvilede A kommune.
Sagen blev anket af E kommune, der bl.a. oplyste, at udgifterne forbundet med F's anbringelse i 1987 og 1988 androg ca. 2,5 mill. kr.
Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling med henblik på afklaring af spørgsmålet om opholdskommuneforpligtelsen for en flygtning, for hvem betalingsforpligtelsen indtil ændringen af bistandslovens § 134, stk. 3, pr. 1. januar 1987 havde været statslig.