Ankestyrelsen tiltrådte den 10. april 1987 Sikringsstyrelsens afgørelse. M's hjernelidelse kunne ikke henføres under lov om arbejdsskadeforsikring, idet denne ikke kunne anses for pådraget under et ansættelsesforhold, jf. lovens § 1, stk. 1, og § 6, stk. 2.
Ankestyrelsen henviste til arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 2. Herefter er forsikringspligtig arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig sygdom som nævnt i § 10, arbejdsgiveren i den virksomhed, i hvilken den sygdomsramte senest før sygdommens påvisning har været udsat for skadelige påvirkninger, der antages at have medført den pågældende sygdom. Dette gælder dog ikke, såfremt det godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i en anden virksomhed.
Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at de mere varige symptomer samt sygdommens påvisning var sket i perioden som selvstændig.
M indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand. Han gjorde navnlig gældende, at udsættelsen for opløsningsmidler havde været stærk i ansættelsesperioden og beskeden i årene som selvstændig, bl.a. fordi der havde været meget administrativt arbejde.
M gjorde endvidere bl.a. gældende, at opløsningsmiddelskader opstod over en længere årrække, og at det ikke nu var muligt at skaffe lægelig dokumentation angående ansættelsesperioden.
Der blev også henvist til, at alle de læger, der havde været involveret i sagen, havde givet udtryk for, at der var sammenhæng mellem M's hjernelidelse og udsættelsen for opløsningsmidler som lønmodtager.
I januar 1989 henstillede Folketingets Ombudsmand til Ankestyrelsen at genoptage sagen. Efter Ombudsmandens opfattelse var der stærke holdepunkter for at foretage en fordeling, det vil sige at anerkende M's hjernelidelse som er arbejdsskade med forbehold for den del af lidelsen, der måtte anses for pådraget under arbejdet som selvstændig.
M's fagforening foreslog sagen forelagt for Retslægerådet.
Sagen blev herefter genoptaget i Ankestyrelsen, som den 26. april 1989 fastholdt sin tidligere afgørelse.
Begrundelsen var, at M's lidelse var påvist 7-8 år efter ansættelsesperioden og der var ikke fremkommet nye oplysninger, der kunne godtgøre, at lidelsen var opstået i perioden som ansat.
Ankestyrelsen havde ikke fundet grundlag for at forelægge sagen for Retslægerådet, da der ikke i sagen var lægelige tvivlsspørgsmål, der var anledning til at forelægge for rådet.
I juli 1989 henstillede Folketingets Ombudsmand påny til Ankestyrelsen at genoptage sagen.
Ankestyrelsen anmodede herefter Socialministeriet om en udtalelse om fortolkningen af arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 2.
Socialministeriet indhentede en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen og erklærede sig med denne enig i, at § 6, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven ikke tilsigter nogen ændring af bevisbyrdereglen i lovens § 10, stk. 2, og i, at der kan være grundlag for at yde delvis erstatning i tilfælde, hvor skadelig påvirkning er sket såvel under et ansættelsesforhold som ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter yderligere drøftelse med Arbejdsskadestyrelsen af det generelle spørgsmål om anerkendelse af opløsningsmiddelskader hos personer, der har været udsat for opløsningsmidler både som selvstændig og som ansat, besluttede Ankestyrelsen at genoptage sagen. Ved drøftelsen med Arbejdsskadestyrelsen oplystes det, at det i sager om anerkendelse af opløsningsmiddelskader i tilfælde, hvor et af arbejdsforholdene ikke har været som ansat, men som selvstændig, har været praksis i almindelighed at afvise tilfældet, når det seneste arbejdsforhold har været som selvstændig. Denne praksis hvilede på en analogislutning fra lovens § 6, stk. 2, hvorefter den seneste arbejdsgiver som hovedregel skal anses som den forsikringspligtige.
Efter Arbejdsskadestyrelsens opfattelse bør afgørelserne dog træffes efter en konkret vurdering, og der bør ved vurderingen lægges vægt på:
1) længden af perioderne som henholdsvis ansat og selvstændig 2) ekspositionens størrelse i disse perioder 3) akutte forgiftningstilfælde i perioderne 4) begyndelsestidspunktet for symptomer i forhold til de to ansættelsesperioder.
Når selvstændighedsperioden har en sådan karakter, at den pågældende under samme forhold for en ansat ville blive anset som forsikringspligtig arbejdsgiver, vil man kunne afvise, mens der omvendt bør ske anerkendelse med forbehold for selvstændighedsperioden, hvis det pågældende beskæftigelsesforhold for en ansat blot ville føre til en fordeling efter lovens § 6, stk. 3.
Fremkomst af symptomer efter mere end 10 års arbejde som selvstændig vil normalt tale imod anerkendelse, i hvert fald hvis selvstændighedsperioden ligger senest.
Under hensyn til oplysningerne om længden af M's ansættelsesperiode som lønmodtager og hans arbejdsperiode som selvstændig, størrelsen af ekspositioner i disse perioder samt tidspunktet for påvirkningen af symptomer på lidelsen fandt Ankestyrelsen, at M's hjernelidelse måtte anerkendes som en arbejdsskade med forbehold for den del af lidelsen, der måtte anses for pådraget under arbejdet som selvstændig.
Ankestyrelsen ændrede således sine tidligere afgørelser af 10. april 1987 og 26. april 1989.
Ankestyrelsen hjemviste endvidere sagen til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på fastsættelse af eventuel erstatning.
