Ankestyrelsens principafgørelse O-34-90

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11 og § 33, stk. 1, nr. 3

En 10-årig pige P blev i 1984 af A kommune anbragt på et behandlingshjem i C kommune, i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, på grund af skole- og adfærdsmæssige problemer.

Familien flyttede i december 1985 fra A kommune til B kommune. A kommune meddelte den 3. december 1985 refusionstilsagn til B kommune i forbindelse med P's ophold på behandlingshjemmet.

Behandlingshjemmet afholdt i februar 1986 et møde, hvor bl.a. P's hjemgivelse til forældrene blev drøftet. Hjemgivelsen skulle ske i forbindelse med sommerferien.

Under opholdet på behandlingshjemmet kom det frem, at der var mistanke om, at P havde været udsat for incest.

På et møde i maj 1986, hvor B kommune var handlingskommune, blev der lagt en ny plan, der resulterede i, at P's behandling på behandlingshjemmet måtte anses for afviklet, og man ville i stedet se på en placering på en kostskole, der fremover ville kunne tilbyde et stimulerende miljø i overensstemmelse med P's nuværende udviklingsniveau.

I august 1988 fik A kommune meddelelse om, at P siden august 1986 havde haft ophold på en kostskole i D kommune.

A kommune meddelte i februar 1989, at kommunen ikke længere anså sig for retlig opholdskommune, idet B kommune havde placeret P på en kostskole uden at have indhentet samtykke fra A kommune. A kommune henviste i den forbindelse til SM 0-28-84. A kommune anså refusionspligten for ophørt pr. 31. juli 1986, hvor P blev indskrevet på kostskolen.

B kommune anførte overfor amtsankenævnet, at det af sagsakterne fremgik, at der stort set altid havde været iværksat hjælpeforanstaltninger overfor P, og at et nyt tilbud om ophold på kostskole blot var en videreførelse af de hjælpeforanstaltninger, der hidtil havde været.

Amtsankenævnet fandt ikke B kommune berettiget til refusion efter den 31. juli 1986 af de udgifter, der var forbundet med P's ophold på kostskole.

Nævnet lagde herved vægt på den fortolkning af bistandslovens § 11, nr. 1, som Ankestyrelsen havde anlagt i SM 0-28-84.

Sagen blev anket af B kommune, der bl.a. henviste til, at anvendelsen af afgørelsen i SM 0-28-84 som grundlag for at kræve en almindelig tilbagemeldingspligt til en betalingskommune måtte være grundlæggende og principielt forkert og kun kunne føre til at belaste sagsbehandlingen med et unødvendigt administrativt vedhæng.

Supplerende oplysninger efter indankningen: Socialministeriet anførte i en vejledende udtalelse af 4. december 1989 bl.a., at det efter ministeriets opfattelse ikke kan udledes af bistandslovens § 11, at manglende underretning af den tidligere opholdskommune om ændringer i en behandlingsplan i sig selv medfører, at refusionspligten ophører.

Ud fra ordlyden af § 11, nr. 1, kan man alene slutte, at refusionspligten for den tidligere opholdskommune ophører, når der er sket så omfattende ændringer i støtten til en person, at denne ikke længere kan anses anbragt i institution eller pleje i den aktuelle opholdskommune ved medvirken fra den tidligere opholdskommune.

Socialministeriet pegede på det hensigtsmæssige i, at der tages kontakt mellem de involverede kommuner, når der opstår behov for at foretage afgørende ændringer i en fastlagt behandlingsplan.

Efter ministeriets opfattelse kan den tidligere opholdskommune kræve tilbagebetaling af det beløb, der er ydet efter det tidspunkt, da refusionspligten er ophørt på grund af en så omfattende ændring af den tidligere støtte til en person, at denne ikke længere kan anses anbragt under medvirken af den tidligere opholdskommune.

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af spørgsmålet, om manglende underretning om ændring af en behandlingsplan i sig selv kan medføre ophør af refusionspligten.

Det kan ikke af bistandslovens § 11 udledes, at manglende underretning af den tidligere opholdskommune i sig selv har til følge, at refusionspligten ophører.

Afgørelsen af spørgsmålet om refusionspligtens ophør beror på, om der er sket en så væsentlig ændring af forholdene, at der er tale om en helt ny behandlingsplan.

Der var ikke i den foreliggende sag sket en så væsentlig ændring af den oprindelige behandlingsplan, at A kommune var frigjort for sin refusionsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 11.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at grundlaget for den første anbringelse i 1984 drejede sig om alvorlige adfærdsproblemer gennem flere år foranlediget af forholdene i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i forbindelse med flytningen fra behandlingshjem til kostskole var fremkommet sådanne nye oplysninger om et andet anbringelsesgrundlag, at der var tale om fastlæggelse af en helt ny behandlingsplan. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at anbringelsen uden for hjemmet fortsat kunne tilskrives forholdene i hjemmet.

Ankestyrelsen var således enig med B kommune i, at opholdet på kostskolen måtte betragtes som videreførsel af de hjælpeforanstaltninger, der blev iværksat ved P's anbringelse på behandlingshjem i 1984. Ankestyrelsen fandt således, at det forhold, at opholdet på behandlingshjemmet var tilendebragt, ikke i sig selv var nok til at sige, at der var sket en væsentlig ændring, men at det måtte ses i sammenhæng med grundlaget for beslutningen om fortsat ophold uden for hjemmet.

På denne baggrund måtte A kommune fortsat betragtes som betalingskommune for P. Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.