Ankestyrelsens principafgørelse O-52-90

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58

Den 68-årige K var enlig folkepensionist, tidligere invalidepensionist, med svær slidgigt i hofter og knæ og var desuden overvægtig (157 cm / 88 kg. ).

K havde behov for kørsel 3 gange ugentlig til terapi på et plejehjem, der lå ca. 200 meter fra K's bopæl. Plejehjemmet havde ingen kørselsordning. Kørselsbehovet omfattede desuden indkøb og besøg hos K's 4 børn.

K angav selv, at gangdistancen var 15-20 meter. K brugte ikke stok, da hun ikke syntes, at det hjalp. Da afstanden til nærmeste busholdeplads og nærbutik var ca. 1 km, kunne K ikke bruge offentlige transportmidler.

Det sociale udvalg indstillede til afslag på støtte, idet kørselsbehovet i det væsentlige ville kunne dækkes over bistandslovens § 61.

Revaliderings- og pensionsnævnet bevilgede støtte til køb af bil og fritagelse for betaling af vægtafgift.

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, som henviste til, at der var givet bevilling efter bistandslovens § 61 på 400 kr. pr. måned.

Under henvisning til at K i det væsentlige kunne få sit kørselsbehov dækket ved tilskud efter bistandslovens § 61, og K's alder taget i betragtning, var det udvalgets opfattelse, at man ved afgørelsen skulle lægge megen vægt på disse forhold og ikke udelukkende vurdere ansøgningen på de helbredsmæssige forhold.

Det blev tillige nævnt, at K var nabo til plejehjemmet.

Af en af Ankestyrelsen indhentet speciallægeerklæring fremgik, at der var tale om en svær invaliditet, som begrænsede gangfunktionen, men at K med 2 stokke burde kunne færdes mere end det angivne.

Efter de foreliggende oplysninger var der ikke og havde der ikke været grundlag for at bevilge K støtte til køb af bil. K ville derfor ikke for fremtiden være berettiget til den af nævnet bevilgede støtte til bil og fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at K's funktionsevne ikke skønnedes så væsentligt nedsat, at hun ikke kunne færdes uden brug af bil.

Endvidere skønnedes at K's samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af K's alder, den objektive beskrivelse af K's helbred og forholdene i øvrigt i det væsentligste kunne tilgodeses ved den ordning efter bistandslovens § 61, der var foreslået af det sociale udvalg, jf. § 2, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Ændringen betød, at K ikke længere skønnedes at opfylde vilkårene for lån i bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 6, hvorefter de helbredsmæssige forudsætninger for støtte fortsat skal være til stede, jf. §§ 1-2.

Ankestyrelsen anmodede derfor revaliderings- og pensionsnævnet om at opsige lånets restgæld (incl. den ikke nedskrevne del af det afdragsfri lån) til indfrielse, og om at underrette Centralregistret for Motorkøretøjer om vægtafgiftsfritagelsens bortfald jf. bekendtgørelsens § 13.

Ankestyrelsen bemærkede, at efter bekendtgørelsens § 15 kan kommunalbestyrelsen, når der er truffet beslutning om indfrielse af restgæld, fastsætte en afdragsordning. Kommunalbestyrelsen kan endvidere træffe afgørelse om henstand med tilbagebetalingen og eftergivelse af lånet ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.