Ankestyrelsens principafgørelse O-7-90

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 58

Sagsfremstilling 1:

Sag 1. - J.nr. 30225-88

Den 56-årige M modtog højeste førtidspension og bistandstillæg, fordi han var blind og præsenil dement.

Hustruen, som modtog mellemste førtidspension, havde selv først ansøgt om bil, men fået afslag af revaliderings- og pensionsnævnet. Afgørelsen i hustruens sag var ikke anket, men akterne vedrørende hendes sag var af nævnet fremsendt til Ankestyrelsen til brug for afgørelsen i mandens sag.

M's gangfunktion var ikke nedsat. Hustruen led navnlig af en bindevævslidelse, som medførte nedsat kraft i hænderne og i øvrigt reducerede hendes bevægelsesfunktioner.

Bilen, som skulle føres af hustruen, skulle benyttes til daglige indkøb, deltagelse i foreningsarrangementer, familiebesøg samt transport til kolonihave.

Ægteparret havde fra bopælen ca. 125 m til nærmeste busstoppested.

Det var oplyst, at manden ikke var i stand til at færdes alene, og at hustruen på grund af mandens samt egne handicaps havde vanskelighed ved både at skulle holde sig selv fast samtidig med at skulle styre ægtefællen under benyttelse af offentlig transport.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på mandens ansøgning, idet nævnet skønnede, at manden under ledsagelse af hustruen kunne benytte offentlig transport.

Afgørelsen blev indanket af Statens Konsulentvirksomhed for Blinde.

I denne sag fandt Ankestyrelsen, at man ikke kunne vurdere M's funktionsevne isoleret. Ingen af ægtefællerne opfyldte i sig selv betingelserne for at få støtte, men kombinationen af deres lidelser talte for bevilling.

I overvejelserne indgik især punkterne 1, 2 og 6 som nævnt i indledningen.

Ankestyrelsen fandt, at M opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen afgørende vægt på, at M's evne til at færdes med ledsager var begrænset af ægtefællens manglende muligheder for at bistå ham under benyttelse af offentlige transportmidler.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

_____________________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag 2. - J.nr. 30625-88.

Den 67-årige M var helt blind på det ene øje. På det andet øje var synet nedsat til 6/60.

M var i erhverv, og udover at være socialudvalgsformand varetog han desuden en række andre politiske hverv. Hans indtægt var omkring 380.000 kr. årligt.

Hustruen skulle føre bilen.

Der var tidligere i 1975 og 1981 ydet støtte til bil samt fritagelse for vægtafgift på erhvervsmæssigt

grundlag. Helbredsforholdene var uændrede. Pågældende havde denne gang alene søgt fritagelse for vægtafgift.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på ansøgningen. Nævnet fandt, at der ikke forelå en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad vanskeliggjorde M's muligheder for at fastholde sit arbejde.

Afgørelsen blev anket af M, som henviste til, at han tidligere, i 1981, havde opnået vægtafgiftsfritagelse på samme grundlag som det nuværende, og at hans helbredsmæssige forhold ikke var blevet forbedret siden.

Ankestyrelsen vurderede sagen på erhvervsmæssigt grundlag og lagde vægt på M's erhvervsmæssige og anden aktivitet. Det indgik også i vurderingen, at der to gange tidligere var bevilget bil på samme grundlag, og at der var tale om en 67-årig mand.

På baggrund af oplysningerne om M's helbredsmæssige og øvrige forhold skønnede Ankestyrelsen, at M opfyldte betingelserne for støtte til bil på erhvervsmæssigt grundlag.

M var derfor berettiget til den ansøgte fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at bilen måtte anses for nødvendig i forbindelse med M's erhvervsaktiviteter.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

______________________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag 3. - J.nr. 30635-88.

Sagen drejede sig om en 48-årig uddannet bygningskonstruktør, som på grund af svigtende syn havde måttet opgive sit arbejde. Synet var hos pågældende, som havde sukkersyge, målt til 6/60 med indskrænket synsfelt på 10-15o.

M var for tiden, som led i et revalideringsforsøg, beskæftiget som kontorassistent ved politiet. Det var på grund af besparelser tvivlsomt, om han kunne påregne fortsat beskæftigelse efter januar 1990.

Gangdistancen var normal, og M, som havde gennemgået nogen mobility træning, havde mulighed for enten at gå eller benytte offentlig transport til arbejdet, men havde oplyst, at han blev for udmattet af at gå, og at han, hvis han skulle benytte offentlig transport, ikke var i stand til at krydse en særlig befærdet vej. Hustruen, som var selvstændig erhvervsdrivende, skulle i givet fald føre bilen.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på ansøgningen. Nævnet fandt, at der ikke forelå en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad skulle vanskeliggøre muligheden for at opnå eller fastholde arbejde.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at funktionsevnen måtte antages, at kunne forbedres ved yderligere mobility-træning.

Afgørelsen var indanket af M, som bl.a. havde gjort gældende, at de offentlige transportmuligheder ville forlænge transporten mellem hjem og arbejdsplads urimeligt, og at han skulle passere stærkt befærdede gader, hvilket ikke var muligt på egen hånd.

Han henviste endvidere til vigtigheden af en bil, hvis han skulle beholde sit arbejde.

Ankestyrelsen indhentede supplerende oplysninger gennem social- og sundhedsforvaltningen hvoraf fremgik, at ansøgerens indtægt var på ca. 150.000 kr. årligt, mens hustruen havde opgivet en årsindtægt på 15.000 kr. for det seneste år.

Social- og sundhedsforvaltningen havde til Ankestyrelsen endvidere oplyst, at ansøgeren tit var set gå frem og tilbage fra arbejdet.

Ankestyrelsen overvejede, om ægtefællens erhvervsmæssige forhold talte for bevilling af bil. Efter det oplyste om indtægtsforholdene fandt man dog, at M måtte anses for hovedforsørger, og at ægtefællen ville kunne ledsage ham i nødvendigt omfang.

I Ankestyrelsens overvejelser indgik punkterne 1, 2, 4, 5 og 6. Ankestyrelsen fandt dog ikke, at plusværdien efter punkterne 2, 5 og 6 kunne ændre resultatet efter hovedreglen i punkt 1, jf. punkt 4.

På baggrund af oplysningerne om M's helbredsmæssige og øvrige forhold skønnedes han ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på M's muligheder for at benytte offentlige transportmidler - eventuelt under ledsagelse af ægtefællen - samt hans mulighed for selv at tilbagelægge strækningen til fods til/fra sit arbejdssted.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

_____________________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag 4. - J.nr. 30394-88.

Den 55-årige M måtte i 1987 opgive sit arbejde som højskolelærer på grund af svigtende syn. Han var efterhånden blevet næsten blind og fik tilkendt højeste førtidspension + bistandstillæg.

M var ikke ganghandicappet.

Han havde nogle ganske få forelæsningstimer på sin tidligere arbejdsplads og deltog herudover i en række kulturelle aktiviteter.

Kørselsbehovet var opgivet til 12 - 15.000 km pr. år.

Ægtefællen havde fuldtidsarbejde som lærer.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på støtte til køb af bil.

Nævnet lagde specielt vægt på, at M ikke ville blive mere selvhjulpen, selv om der blev ydet støtte til bil.

Afgørelsen blev anket af M, som navnlig henviste til, at han fra sit tidligere erhverv havde erfaringer, som bevirkede, at han kunne etablere kulturelle aktiviteter og holde gang i noget, som mange mennesker kunne have fornøjelse af og gavn af at deltage i.

Ankestyrelsen fandt ikke, at de i indledningen anførte punkter 5 og 6 med særlig styrke talte for støtte, idet der trods alt var tale om et begrænset aktivitetsniveau.

På baggrund af oplysningerne om M's helbredsmæssige og øvrige forhold skønnedes han ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

_____________________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag 5. - J.nr. 30552-88.

Den 30-årige K var blind og modtog højeste førtidspension + bistandstillæg. K var ikke ganghandicappet.

K boede i et boligområde i udkanten af en by, alene med et mindre barn. Der var langt til busstoppested og sparsomt med offentlige befordringsmidler.

Bilen skulle føres af K's forældre, der boede ca. 8 km væk.

Der var bevilget K invalidebil i 1976 og 1980, men hun havde været uden bil siden 1986.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på støtte til køb af bil.

Nævnet lagde ved sin beslutning vægt på, at K's kørselsbehov ikke var erhvervsmæssigt begrundet, at en bil ikke ville gøre hende selvhjulpen, da hun i sagens natur ikke selv kunne køre den, og at K med ledsager ikke var væsentligt hæmmet i sine muligheder for at færdes til fods eller med offentlige transportmidler.

Afgørelsen blev anket af K, som bl.a. anførte, at hun ikke havde nogen til at ledsage sig i offentlige transportmidler, da dette i det daglige var alt for tidskrævende for hendes forældre. K anførte desuden, at hun var overvægtig (120 kg), hvilket medførte, at hendes gangdistance var meget kort.

Ankestyrelsen fandt ikke, at de i indledningen anførte punkter 2 og 3 med særlig styrke talte for støtte. Navnlig fandt man - på grund af K's unge alder - ikke, at tilvænningsmomentet var af afgørende betydning.

På baggrund af oplysningerne om K's helbredsmæssige og øvrige forhold skønnedes hun ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

_____________________________________________________________

Sagsfremstilling 6:

Sag 6. - J.nr. 30152-89.

Den 33-årige K var døv og noget synshandicappet og modtog som følge heraf højeste førtidspension + bistandstillæg.

K boede hos sine forældre, og bilen skulle føres af faderen (moderen havde ikke kørekort). K kunne på grund af de nævnte lidelser ikke færdes uden ledsager.

Boligen lå centralt i en by med busstoppested inden for 5-10 minutters gang.

K havde nogle timers daglig beskæftigelse på et beskyttet værksted, hvortil hun blev kørt via en kørselsordning.

Hun dyrkede forskellige fritidsinteresser uden for hjemmet om aftenen, 5 dage om ugen (hvor det var småt med busser).

Der var ansøgt om bil, fordi K's far af helbredsgrunde ikke mente, at han ville kunne ledsage K i offentlige befordringsmidler (familien havde hidtil haft bil, men denne var nu slidt op).

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på støtte til køb af bil.

Afgørelsen blev anket af K, som bl.a. gjorde gældende, at hun ville blive afskåret fra sine fritidsinteresser uden bil.

Ankestyrelsen fandt ikke, at de i indledningen anførte punkter 2, 5 og 6 med særlig styrke talte for støtte.

På baggrund af oplysningerne om K's helbredsmæssige og øvrige forhold skønnedes hun ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

_____________________________________________________________

Sagsfremstilling 7:

Sag 7. - J.nr.30508-88.

Den 69-årige M havde i mange år lidt af en fremadskridende øjenlidelse, der i en høj alder havde gjort ham helt blind. Gangfunktionen var normal.

M modtog folkepension og bistandstillæg. M havde fået mobility-træning og havde førerhund. Han kunne færdes alene på kendte steder.

Der var bevilget støtte til bil i 1982, hvor han boede i et område, han kendte. M var gift, og bilen blev ført af hans ægtefælle.

I 1984 flyttede han til et område, hvor han ikke var kendt.

Fra bopælen var der ca. 300 m til tog/bus. M havde oplyst, at han led af klaustrofobi, som gjorde det vanskeligt for ham at bruge offentlige befordringsmidler alene.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på støtte til udskiftning af bil.

Nævnet lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at M kunne færdes alene i kendte områder, og at gangdistancen ikke var nedsat.

Nævnet meddelte samtidig, at M fortsat havde ret til fritagelse for betaling af vægtafgift på den bil, som der blev bevilget støtte til i 1982.

Afgørelsen blev anket af M. I klagen anførte han bl.a., at han, sidst han fik bevilget bilstøtte, boede et sted, hvor han havde været bosat næsten hele livet. Stedet, hvor han boede nu, var for ham et ukendt område. Han kunne således kun foretage ture ved hjælp af førerhunden, bortset fra 4-5 faste ruter i en nærliggende by, som han havde fået indlært gennem mobility-undervisning.

Endvidere angav han at have problemer med at benytte offentlige transportmidler.

Under gennemgangen af de i indledningen anførte kriterier hæftede Ankestyrelsen sig navnlig ved, at ansøgeren efter mobility-træning og med førerhund kunne færdes selvstændigt i et vist omfang.

Ankestyrelsen tillagde det ikke afgørende betydning, at der efter de tidligere regler om bilstøtte var bevilget bil en gang.

Der henvises især til indledningens punkt 3 og 4.

På baggrund af oplysningerne om M's helbredsmæssige og øvrige forhold skønnedes han ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at M's funktionsevne (evnen til at færdes) ikke var nedsat i en sådan grad som forudsat i ovennævnte bestemmelser.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

_____________________________________________________________

Sagsfremstilling 8:

Sag 8. - J.nr. 30123-89.

En 33-årige K led af sclerose og havde som følge heraf stærkt nedsat syn og nedsat gangfunktion.

Synet var nedsat til 2/60 men med normalt synsfelt. Det var det centrale syn (læsesynet), der var nedsat, ikke orienteringssynet. Gangdistancen var maksimalt 1 km, men på grund af det nedsatte syn kunne K kun færdes kendte steder. K turde ikke køre i offentlige befordringsmidler alene.

Bilen skulle føres af ægtefællen.

K modtog højeste førtidspension, men var ikke berettiget til bistandstillæg.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på støtte til køb af bil.

Afgørelsen var begrundet med, at K's funktionsevne ikke var så væsentligt nedsat, at hun kun kunne færdes i egen bil.

Afgørelsen blev anket af K, der bl.a. anførte, at det rent menneskeligt og familiemæssigt ville betyde meget at få en bil. K oplyste samtidig, at de perioder, hvori hun kunne færdes, blev mindre og mindre. Der gik bus ret tæt ved bopælen, men K turde ikke bruge denne, da hun var bange for, at hun ikke kunne komme hjem, idet hendes ben pludselig kunne blive stive.

K oplyste, at hun nu havde fået hjemmehjælp til det grove husarbejde, og at hun benyttede sin kørestol mere, end det før havde været tilfældet. Endvidere oplystes det, at familien var flyttet og nu havde 700 meter til hovedvej og derfra 700 meter til rutebilstation.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at K havde en synsrest og kunne færdes alene i vante omgivelser. Den neurologiske lidelse kunne hverken i sig selv eller som støtteværdi bevirke, at K's funktionsevne var nedsat i en sådan grad, at hun var berettiget til støtte til bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Der henvises til indledningens punkt 1 og 2.

På baggrund af oplysningerne om K's helbredsmæssige og øvrige forhold skønnedes hun ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.