Ankestyrelsens principafgørelse O-36-90

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 26 og § 27

M og H giftede sig i september 1983. H modtog på dette tidspunkt kontanthjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Efter ægteskabets indgåelse blev M selv arbejdsløs, og han og H fik herefter udbetalt kontanthjælp efter bistandslovens § 37, således at den samlede hjælp blev fordelt med halvdelen til M uden tilbagebetalingspligt og halvdelen til H med tilbagebetalingspligt.

Af tilbagebetalingsresolution, stilet til H og underskrevet af både M og H den 5. december 1983, fremgik bl.a., at hjælpen var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

M oplyste, at H ikke havde kunnet få noget som helst udbetalt, medmindre han også underskrev tilbagebetalingsresolutionen.

I sommeren 1984 flyttede ægteparret til en anden kommune, som samtidig fik overgivet inddrivelsessagen. M og H ophævede senere samlivet.

I perioden efter 1985 blev der inddrevet ca. 10.000 kr. hos M.

I maj 1988 klagede M til amtsankenævnet over, at kommunen hverken ville standse inddrivelsen for fremtiden eller genudbetale det allerede inddrevne. M henviste navnlig til Højesterets dom af 16. april 1985, hvoraf det kan udledes, at begge ægtefæller kun hæfter for et tilbagebetalingskrav, hvis de begge opfylder betingelserne for tilbagebetaling, herunder betingelsen i bistandslovens § 26, stk. 2. Kommunen kunne ikke længere gøre tilbagebetalingskrav gældende mod M for den hjælp, der var ydet med tilbagebetalingspligt til H, inden de ophævede samlivet.

Nævnet henviste i den forbindelse til SM nr. 0-64-85, der oplyser om Højesterets dom af 16. april 1985, hvorefter ægtefæller ikke hæfter solidarisk for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp.

Nævnet fandt således, at eventuelle beløb, der var afdraget på restancen efter det tidspunkt, hvor kommunen modtog M's klage, skulle genudbetales i det omfang, M kunne dokumentere, at beløbet var afholdt af hans midler, ligesom han ikke kunne afkræves yderligere afdrag på den tilbagebetalingspligtige kontanthjælp.

Da nævnets formand ikke fandt grundlag for at se bort fra overskridelse af ankefristen, tog nævnet ikke stilling til spørgsmålet om eventuel genudbetaling af beløb afdraget forud for ovennævnte tidspunkt.

I klagen til Ankestyrelsen anførte M bl.a., at han ikke mente, at det var datoen for anken til amtsankenævnet, der skulle være afgørende for, fra hvilket tidspunkt der skal ske genudbetaling. Han mente, at det var datoen for Højesterets dom, dvs. den 16. april 1985, der måtte være udgangspunktet, således at han var berettiget til at få alt, hvad han havde indbetalt efter denne dato, genudbetalt. Dette begrundede M med, at kommunen ikke havde haft juridisk belæg for at inddrive gælden hos ham.

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, fra hvilket tidspunkt der skal ske genudbetaling af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, som der ikke har været juridisk grundlag for at afkræve.

Landsretten afsagde den 12. august 1983 en dom, hvorefter der ikke var hjemmel i bistandsloven eller anden lovgivning til at lade en ægtefælle hæfte for kontanthjælp, der var ydet til den anden ægtefælle med tilbagebetalingspligt, ligesom der heller ikke var hjemmel til at foretage udlæg herfor hos ægtefællen. Dommen er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, side 1085 f. og omtalt i SM nr. 0-46-84 af 13. august 1984.

Ankestyrelsen traf afgørelse i overensstemmelse med landsrettens dom i nogle sager om samme spørgsmål den 30. april 1984. Disse afgørelser blev udsendt i SM nr. 0-47-84 den 13. august 1984.

I en dom af 16. april 1985 tiltrådte Højesteret landsrettens dom. Højesterets dom er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, side 522, og omtalt i SM nr. 0-64-85 af 4. oktober 1985.

M var berettiget til at få genudbetalt ethvert beløb, som var inddrevet hos ham som afdrag på den kontanthjælp, som var ydet til H med tilbagebetalingspligt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det var fastslået, senest ved Højesterets dom af 16. april 1985, at der ikke er hjemmel til at lade en ægtefælle hæfte for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp efter bistandsloven, der er ydet til den anden ægtefælle.

Socialforvaltningen havde således ikke haft hjemmel til at træffe afgørelse om, at M sammen med H skulle hæfte for den hjælp, der var ydet hende med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, ligesom der heller ikke havde været hjemmel til at inddrive gælden hos M.

Heraf fulgte, at tidspunktet for anke har været uden betydning ved vurderingen af, i hvilket omfang M havde ret til genudbetaling af afkrævet og tilbagebetalt hjælp.

Ankestyrelsen tilføjede, at allerede fordi der ikke på tidspunktet for M's anke over kommunens afgørelse var forløbet 5 år fra udbetalingen af hjælpen, havde der ikke været grundlag for at tage stilling til spørgsmål om forældelse.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.