Ankestyrelsens principafgørelse O-54-90

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48, stk. 1, § 48, stk. 2 og § 58

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 35

M havde et barn med behandlingskrævende sukkersyge og søgte i 1989 om hjælp til betaling af et blodsukkermåleapparat til barnet.

Kommunen ydede hjælp efter bistandslovens § 58 til halvdelen af udgiften til apparatet (961 kr.), men gav samtidig under henvisning til M's økonomiske forhold afslag på at yde hjælp efter bistandslovens § 46 a til den resterende del af udgiften.

M klagede til amtsankenævnet under henvisning til en udtalelse fra Socialstyrelsen af 16. februar 1988, hvorefter 50 % af udgiften til blodsukkermåleapparatet skulle dækkes efter § 58 og 50 % efter § 48.

Kommunen henviste til SM O-49-84, hvor Ankestyrelsen bl.a. havde udtalt, at udgifter til anskaffelse af et blodsukkermåleapparat ikke kunne anses for at være en merudgift ved forsørgelsen af barnet, hvortil der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 48.

Af den nævnte udtalelse fra Socialstyrelsen fremgik, at hjælp til udgifter til injektionsmaterialer, herunder blodsukkermåleapparatur, til insulinkrævende diabetes primært skulle ydes efter bistandslovens § 58, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 769 af 7. december 1987, § 9, stk. 2, og at hjælp til bl.a. blodsukkermåleapparatur skulle ydes med halvdelen af den samlede udgift, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 3. Det fremgik endvidere, at merudgifter som følge af diabetes hos børn, som ligger ud over tilskud/hjælp efter § 58, efter Socialstyrelsens opfattelse kunne ydes efter bistandslovens § 48, stk. 1, når bestemmelsens betingelser i øvrigt var opfyldt. Dette gjaldt ifølge Socialstyrelsen også for blodsukkermåleapparatur.

Socialstyrelsen har telefonisk over for amtsankenævnet uddybet udtalelsen og har oplyst, at når Socialstyrelsens nuværende opfattelse ikke var i overensstemmelse med den opfattelse, som Ankestyrelsen havde givet udtryk for i SM O-49-1984, skyldtes det, at hjælpemiddelbekendtgørelsen i 1988 blev ændret for så vidt angår muligheden for at yde tilskud til blodsukkermåleapparater. Ifølge Socialstyrelsen var baggrunden for ændringen, at blodsukkermåleapparaterne nu var meget sikre, og at dette også var baggrunden for, at Socialstyrelsen nu pegede på anvendelsen af bistandslovens § 48, stk. 1, når der skulle ydes hjælp til merudgifter i forbindelse med sukkersyge hos børn, herunder udgifter til blodsukkermåleapparatur.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde M hjælp efter bistandslovens § 48 til den del af udgiften til blodsukkermåleapparatet, som ikke blev dækket efter bistandslovens § 58.

Afgørelsen blev anket af kommunen, der bl.a. anførte, at det fremgår af punkt 35 i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, at hjælp til dækning af udgifter til behandlingsredskaber og tekniske hjælpemidler ikke kan ydes i henhold til bistandslovens § 48, men afholdes i henhold til § 58. Socialforvaltningen fandt ikke, at det kunne være en følge af, at blodsukkermåleapparater nu var optaget i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler, at restudgiften kunne afholdes efter § 48, idet både vejledningens punkt 35 og SM O-49-1984 derved ville blive tilsidesat. Forvaltningen fandt, at hjælp til den del af udgiften, der ikke kunne afholdes efter § 58, burde vurderes efter § 46 a.

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om udgiften til blodsukkermåleapparat, udover den del som betales efter § 58, kunne ydes efter lovens § 48 som en merudgift ved forsørgelsen.

Diabetesforeningen anførte over for Ankestyrelsen, at blodsukkermåling er af afgørende betydning for god diabetesbehandling. Foreningen anførte også, at sukkersyge børn og deres forældre har brug for megen støtte til oplæring i egenkontrol af lidelsen og dens behandling, og at det således er af afgørende betydning, at der i hjemmet findes de relevante hjælpemidler, herunder blodsukkermåleapparatur.

Den del af udgiften til blodsukkermåleapparatet, der ikke dækkes efter bistandslovens § 58, måtte anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet i hjemmet.

Ved vurderingen af om der er tale om en nødvendig udgift, lagde man vægt på, at blodsukkermåleapparat med virkning fra 1. januar 1988 var medtaget i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det forhold, at der blev ydet delvis hjælp efter bistandslovens § 58, udelukkede at der også blev ydet hjælp efter bistandslovens § 48.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.