Sagen drejede sig om barnet D, født i 1973. Der havde været problemer med D siden 2-års alderen, og der var mistanke om hjerneskade, men ikke dokumentation herfor. D blev af en skolepsykolog i 1983 vurderet som formentlig normalt begavet men med adfærdsvanskeligheder. Ifølge en skolepsykologisk udtalelse fra 1985 var D nu begyndt at sakke agterud i forhold til kammeraterne, både fagligt og socialt.
I 1985 blev D anbragt på en døgninstitution A. Institutionen var beregnet til personer med let til moderat psykisk udviklingshæmning. Da opholdet i A ikke skønnedes at have et udpræget behandlingssigte, blev forældrene sat i betaling.
Af en skolepsykologisk udtalelse fra 1988 fremgik, at D nu ansås for at være gået yderligere tilbage i udvikling i forhold til sine jævnaldrende.
D kunne ikke forblive i A og blev derfor fra den 1. januar 1989 overført til døgninstitutionen B. Institutionen var beregnet for børn og unge med vidtgående psykiske handicap.
Kommunen skønnede fortsat ikke, at anbringelsen havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte og opretholdt derfor kravet om forældrebetaling. Amtsankenævnet tiltrådte dette med henvisning til, at anbringelsen ifølge amtskommunens handicapafdeling ikke havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om et barns optagelse på en institution bestemt for børn med vidtgående psykiske handicap medfører, at barnet hermed får status som barn med vidtgående psykisk handicap med de virkninger dette har bl.a. på forældrebetalingen, jf. SM O-4-82.
Efter indankningen modtog Ankestyrelsen en ny psykologisk vurdering og en udtalelse fra institutionen B.
Det fremgik heraf, at der var tale om et alvorligere handicap end tidligere antaget, og at D passede fint ind i denne institution.
De nye oplysninger blev af Ankestyrelsen vurderet således, at D havde et vidtgående psykisk handicap, og havde haft stort udbytte af opholdene på begge institutioner.