Ankestyrelsens principafgørelse D-25-91

Der er kommet nye regler på området

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 9 og § 18

Kommunen traf afgørelse om, at lønmodtageren ikke havde krav på dagpenge efter den 30. september 1990, da pågældende på dette tidspunkt havde modtaget dagpenge i mere end 52 uger i de 18 forudgående måneder og ingen af de i dagpengelovens § 22 stk. 1, nr. 1 - 3 nævnte grunde for at forlænge forelå.

Det er oplyst i sagen, at lønmodtageren blev syg den 2. maj 1989 på grund af en arbejdsskade og har været uarbejdsdygtig lige siden.

Lønmodtageren søgte i august måned 1989 i samråd med egen læge pension. Pensionsafdelingen ønskede at indhente speciallægeerklæring også med henblik på en vurdering af om lønmodtageren kunne revalideres.

Den 2. november 1989 spurgte dagpengeafdelingen til sagen i pensionsafdelingen. Pensionsafdelingen afventede speciallægeerklæringen. Dagpengeafdelingen fremnoterede sagen til den 5. januar 1990.

Speciallægeerklæringen modtog pensionsafdelingen den 9. december 1989. På grundlag af en undersøgelse foretaget den 6. december 1989 udtalte lægen i sin erklæring, at lønmodtageren kunne revalideres og at pension ikke var oplagt. Dette blev meddelt dagpengeafdelingen, som fremnoterede sagen til den 19. januar 1990.

Den 9. december 1989 meddelte dagpengeafdelingen lønmodtageren, at dagpengeudbetalingen kunne fortsætte indtil revalidering iværksattes.

I februar 1990 forespurgte dagpengeafdelingen pensionsafdelingen om, hvorledes sagen stod. Pensionsafdelingen meddelte, at sagen ikke var gået videre, men at det var sandsynligt, at sagen ville blive sendt til revalide-rings- og pensionsnævnet med kommunens negative indstil-ling. Lønmodtageren havde insisteret på, at pensionssagen kørte videre.

Sagen blev behandlet i dagpengeafdelingen i februar 1990 med henblik på en undersøgelse af revalideringsmulighederne og det blev vedtaget at anbefale, at arbejdet med en eventuel revalidering straks efter pensionssagens indsendelse skulle gå i gang for det tilfælde, at muligheden for revalidering var grunden til, at pension ikke kunne anbefales.

Den 27. marts 1990 rykkede dagpengeafdelingen pensionsafdelingen, der oplyste, at sagen afventede lønmodtagerens kommentarer.

I april 1990 modtog dagpengeafdelingen kopi af pensions-skemaet. Indstillingen var negativ med den begrundelse, at revalidering burde iværksættes.

Den 21. maj 1990 forklarede dagpengeafdelingen lønmodtageren, at hun på baggrund af den negative indstilling på hendes pensionsansøgning, der var begrundet med at revalidering burde iværksættes, skulle bestille tid i bistandsafdelingen. Dagen efter sendte dagpengeafdelingen sagen til bistandsafdelingen og fremnoterede sagen til 18. juni 1990.

Den 9. juni 1990 var sagen sat på dagsorden for et visitationsmøde mellem kommunen, revaliderings- og pensionsnævnet samt revalideringsinstitutionen, men blev ikke behandlet fordi en sagsbehandler var syg. Dagpengeafdelingen fremnoterede sagen til den 25. juli 1990.

Den 24. august 1990 meddelte dagpengeafdelingen, at dagpengeudbetalingen til lønmodtageren ville blive standset den 30. september 1990 i henhold til dagpengelovens § 22. Der er i sagen yderligere oplyst følgende: Sagen blev behandlet på et visitationsmøde den 12. september 1990 mellem kommunen, kommunens sociallæge, revaliderings- og pensionsnævnet samt revalideringsinstitutionen. På mødet blev lønmodtageren visiteret til arbejdsprøvning/arbejdstræning eller oplæring på det private arbejdsmarked.

Den 25. september 1990 meddelte bistandsafdelingen at man var af den opfattelse, at lønmodtageren ville få mere ud af at blive revalideret på revalideringsinstitutionen og at man ønskede sagen genoptaget på et følgende visitationsmøde.

I november 1990 blev spørgsmålet om forlængelse af dagpenge for lønmodtageren udover den 30. september 1990 behandlet på et møde i dagpengeafdelingen. På grund af forskellige opfattelser hos de implicerede afdelinger var visitation til arbejdsprøvning endnu ikke sket. Dagpengeafdelingen besluttede derfor, at der ikke forelå mulighed for forlængelse af dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk 1.

Den 20. november 1990 gav revaliderings- og pensionsnævnet afslag på pension med den begrundelse, at nævnet skønnede, at der er mulighed for revalidering.

Dagpengeudvalget har på sit møde den 15. februar 1991 truffet den afgørelse, at kommunen har pligt til at forlænge dagpengeperioden, idet udvalget finder det overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Udvalget har ved afgørelsen lagt vægt på, at kommunens manglende afklaring af spørgsmålet om, hvorledes revalidering bør ske har medført, at en revalidering ikke allerede er iværksat.

Dagpengeudvalget ændrer således kommunens afgørelse.