Kommunen traf afgørelse om afslag på forlængelse af dagpengeperioden i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, idet det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at lønmodtageren skulle revalideres, og da raskmelding ikke kunne forventes indenfor kortere tid.
Det er oplyst, at lønmodtageren blev sygemeldt den 1. maj 1989 fra sit arbejde som hjemmehjælper, og varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. september 1990.
I sygdomsperioden har lønmodtageren gennemgået forskellige undersøgelser. Det har dog ikke været muligt at stille en endelig diagnose.
I begyndelsen af sygeforløbet har man i kommunen i samråd med lønmodtageren haft overvejelser omkring et revalideringsforløb. Dette er dog blevet opgivet igen, da lønmodtagerens fremtidige arbejdsevne ikke kunne afklares.
I august 1990 blev lønmodtageren henvist til yderligere undersøgelser på sygehus, hvor hun på grund af ventetid først kunne komme til undersøgelse i december 1990.
Af de lægelige oplysninger fremgår, at lønmodtageren ikke kan forventes raskmeldt indenfor kortere tid, og at hun bør arbejdsprøves/omskoles med henblik på ikke fysisk belastende erhverv. Lægen nævner endvidere, at der muligvis kan blive tale om førtidspension.
Lønmodtageren har i sin klage anført, at hun efter relevant behandling efter al sandsynlighed kan vende tilbage til arbejdsmarkedet - dog til et mindre fysisk belastende arbejde. Hun har fra kommunens bistandsafde-ling fået oplyst, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for tilkendelse af pension, hvilket hun heller ikke selv er interesseret i.