Kommunen traf afgørelse om, at dagpengene til en lønmodtager ikke kunne forlænges ud over den almindelige varighedsbegrænsning den 30. september 1990, idet pgl. ikke var under behandling, og ikke indenfor en kortere periode kunne begynde et egentligt revalideringsforløb.
Det fremgår af sagen, at lønmodtageren havde været sygemeldt siden den 3. april 1989. I december 1989 blev det besluttet at indstille lønmodtageren til arbejdsprøvning med det formål eventuelt at finde en beskæftigelse, der var forenelig med lønmodtagerens helbred. Lønmodtageren var meget interesseret i at påbegynde arbejdsprøvning. Den 22. juni 1990 blev der sendt henvisning til revalideringsklinikken. Lønmodtageren påbegyndte arbejdsprøvningen den 5. december 1990.
Lønmodtageren har i sin klage oplyst, at hun ved et møde på revalideringsklinikken den 16. juli 1990 fik at vide, at klinikken først modtog hendes papirer i juni 1990, selv om der allerede i december 1989 blev truffet beslutning i kommunen om, at hun skulle henvises til arbejdsprøvning. Hun anfører, at hun finder det rimeligt, at dagpengene forlænges i den periode, hvor hun går til arbejdsprøvning, idet hun selv er uden skyld i, at ansøgningen har været et halvt år under vejs.