Ankestyrelsens principafgørelse O-35-91

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 58

En 48-årig kvinde K, der som følge af slidgigt i kæben fik kæbeledssmerter med tyggebesvær og smerter ved brug af kæben, fx ved tale, søgte om hjælp efter bistandslovens § 58 til bidskinne og bidhævning med broer. Udgiften hertil var ca. 28.000 kr.

Kommunen gav afslag på ansøgningen med begrundelsen, at lidelsen skyldtes slidgigt, og at ingen af betingelserne i § 10 i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58, var opfyldt.

K anførte hertil, at tilfældet ikke hørte under bekendtgørelsens § 10 i afsnittet om særlige bestemmelser om støtte til visse hjælpemidler, da der ikke var tale om tandproteser, men derimod måtte anses for omfattet af bekendtgørelsens § 1 om almindelige bestemmelser.

Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet nævnet ikke fandt, at K var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 58, stk. 1. Nævnet uddybede begrundelsen med bl.a, at K's lidelse ikke var en følge af en af de årsager, der var nævnt i Socialministeriets bekendtgørelse § 10, og at der efter denne bestemmelse kun kunne ydes hjælp til tandproteser.

Socialstyrelsen havde tidligere den 7. december 1988 vejledende udtalt, at det var Socialstyrelsens opfattelse, at bidskinner ikke kunne bevilges med hjemmel i bistandslovens § 58.

Sagen er behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, om hjælp til bidfunktionsbehandling (bidskinne) burde bedømmes efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 10 i afsnittet om særlige bestemmelser eller efter den generelle bestemmelse i bekendtgørelsens § 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen de tandlægelige oplysninger til grund, hvorefter lidelsen var afhjulpet ved en bidfunktionsbehandling og ikke ved proteser.

Der var ikke hjemmel i bistandslovens § 58 til at yde hjælp til den ansøgte bidfunktionsbehandling, herunder den anvendte bidskinne, der efter praksis betragtes som et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var tale om hjælpemidler, men om behandling og behandlingsudgifter, der ikke var omfattet af bistandslovens § 58 eller den med hjemmel heri udstedte hjælpemiddelbekendtgørelse.

Ankestyrelsen fandt således ikke grundlag for at tage stilling til det rejste spørgsmål om fortolkning af bekendtgørelsens § 1 og § 10.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.