Ankestyrelsens principafgørelse O-48-91

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 58, stk. 1

Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 - NKH 06.09.34 - Tandproteser

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - J.nr. 20.362-90

M havde på grund af paradentose været tandløs i 10-12 år.

På grund af ekstraordinær opkastningsrefleks kunne M ikke bære almindelig overmundsprotese. Rigshospitalets Tandklinik mente, at den eneste mulighed var indoperering af implantater.

Kommunen mente ikke, at paradentose var omfattet af § 10 i Socialministeriets bekendtgørelse.

Socialstyrelsen havde vejledende udtalt, at der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 58 til implantatbehandling, hvis betingelserne i bekendtgørelsens § 10 om hjælp til tandproteser i den enkelte sag var opfyldt.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til tandprotese (implantatbehandling). Nævnet lagde vægt på Socialstyrelsens vejledende udtalelse samt på, at den ansøgte behandling efter tandlægelig vurdering var den rigtigste løsning i det foreliggende tilfælde.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af grænserne for fortolkning af bistandslovens § 58, Socialministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988 § 10 samt Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i dette tilfælde kunne ydes hjælp til tandprotese (implantatbehandling).

Ankestyrelsen lagde vægt på, at behovet for behandling var opstået som følge af paradentose. Tilfældet var derfor ikke omfattet af bistandslovens § 58, jf. § 10 i Socialministeriets bekendtgørelse.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2. - J.nr. 21.018-89

K havde i 1986 fået fremstillet en overmundsprotese, hvortil kommunen havde givet tilskud.

K fik i 1987 foretaget en cysteoperation i kæben. Overmundsprotesen fandtes ubrugelig, og der blev fremstillet en ny overmundsprotese.

Kommunen besluttede at bevilge tilskud svarende til, hvad der efter overenskomsten blev ydet til protese. K skulle betale resten af behandlingen, kr. 1.043. Kommunen fandt ikke, at fjernelse af en odontogen cyste kunne henregnes til anvendelsesområdet efter bistandslovens § 58.

Amtsankenævnets tandlægekonsulenter fandt, at omfanget af kæbeforandringerne efter det kirurgiske indgreb (cysteoperation i regio 7+) var af et sådant omfang, der nødvendiggjorde nyfremstilling af protesen. Da der var tale om et kirurgisk indgreb, mente tandlægekonsulenterne, at bistandslovens § 58 muligvis kunne bringes i anvendelse.

Kommunens tandlægekonsulenter fandt - på grundlag af en undersøgelse af K efter operationen - at det måtte have været muligt at benytte den tidligere fremstillede protese til en duplikering.

Den tidligere protese eksisterede imidlertid ikke længere.

Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afslag i henhold tilbistandslovens § 58, under henvisning til beskrivelsen af kæbe mundforhold efter cysteoperationen sammenholdt med det meget snævre anvendelsesområde for hjælpemulighederne i bistandslovens § 58, som det fremgår af § 10 i Socialministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988.

Sagen blev behandlet i principielt møde af samme grund som den foregående sag.

Ankestyrelsen fandt, at udgiften til ny overmundsprotese burde ydes efter bistandslovens § 58, jf. Socialministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988.

Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at der i dette tilfælde var tale om en særlig cyste (keratocyste), som havde været forholdsvis stor. Keratocyste har et aggressivt vækstmønster, og tilstanden kunne i en vis udstrækning sidestilles med behandlinger af godartede kæbesvulster. Der var tale om et kompliceret tilfælde med reoperation med tab af knogle i det opererede område.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3. - J.nr. 20.039-90

K, der var 68 år, havde i 1982 fået konstateret kræft i underlivet. K blev opereret og behandlet med kemoterapi. Hun var i 1984 blevet henvist til operativ behandling på Tandlægehøjskole på grund af dårlige proteseforhold. På grund af K's almentilstand valgte man i stedet for operation blødtblivende protesemateriale med begrænset holdbarhed. K fik i 1986 strålebehandling i underlivet.

Amtsankenævnet fandt, at K var berettiget til at få dækket nødvendig tandlægebehandling, herunder fremstilling af ny protese i blødtblivende protesemateriale. Begrundelsen var, at tandbehandlingen måtte anses for nødvendig, og at sammenhængen mellem K's kræftbehandling og proteseproblemer bevirkede, at behandlingen faldt ind under bistandslovens § 58.

Sagen blev behandlet på principielt møde af samme grund som den foregående sag.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der kunne ydes hjælp til tandbehandling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kemoterapibehandling ikke giver varige skader i mundhulen, og at mundslimhinden ikke kunne blive ødelagt ved strålebehandling uden for hoved- og halsregionen. Aldersforandringer måtte anses for at være den væsentligste årsag til de eksisterende proteseproblemer, og der var således ingen sammenhæng mellem kemoterapibehandlingen og behovet for påny at få underforet protesen.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4. - J.nr. 21.077-90

M var blevet kirurgisk behandlet med efterfølgende kemoterapi for en kræftlidelse i maven.

M søgte om hjælp efter bistandslovens § 58 til fremstilling af helprotese i overkæben og delprotese i underkæben. Hertil kom konserverende behandling af bevarede tænder.

Socialministeriet udtalte vejledende, at anvendelsesområdet for § 10 i Socialministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988 er særdeles snævert, både med hensyn til i hvilke situationer og til hvilke tandlægelige arbejder der kan ydes hjælp.

Udgangspunktet er, at der kun kan ydes hjælp i særlige situationer, og - udover ved medfødte invaliderende tandlidelser - kun i tilfælde hvor en pludselig og direkte påvirkning af tyggeorganet nødvendiggør tandprotese.

Det er således en forudsætning for hjælp, at den lægelige behandling har relation til tandsystemet/tyggeorganet, og at der er en umiddelbar årsagssammenhæng mellem behandlingen og skaden, der nødvendiggør proteseforsyning.

Skyldes skaderne anden form for behandling, eller er skaderne en følge af en sygdom eller af medicinsk behandling, der har medført fx nedbrydning af tænder, misfarvning eller øget cariesangreb, vil en udgift til eventuel protesebehandling ikke være omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Amtsankenævnet pålagde kommunen af yde M hjælp til betaling af tandprotese.

Sagen blev behandlet på principielt møde af samme grund som den foregående sag.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der efter lægelig/tandlægelig vurdering ikke var holdepunkter for at antage, at kemoterapi medfører varig skade i mundslimhinden, idet slimhinden normaliseres, når behandlingen er ophørt.

M's behov for tandbehandling med fremstilling af protese kunne derfor ikke anses for at have haft umiddelbar årsagssammenhæng med behandlingen af hans kræftlidelse. Der var således ikke hjemmel i bistandslovens § 58, jf. § 1 og § 10, nr. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, til at yde hjælp til tandprotese.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.