Den 10-årige dreng D var tetraplegiker med ukoordinerede bevægelser. Han havde problemer med at styre en blyant ved skrivning, regning og farvelægning. Det var oplyst, at han kunne skrive tal og bogstaver, men at det gik langsomt. Han gik i 3. klasse og havde 9 ugentlige støttetimer, fortrinsvis til danskundervisning, på grund af indlæringsvanskeligheder.
Amtsankenævnet gav den 29. januar 1990 afslag på ansøgning om indkøb af computerudstyr med tegneprogram, tekstbehandling, farveskærm og printer efter bistandslovens § 58 som hjælpemiddel, men hjemviste sagen til ny behandling i kommunen med henblik på hjælp efter bistandslovens § 48.
Kommunen gav afslag på hjælp efter bistandslovens § 48 under henvisning til, at D's handicap ikke var af et sådant omfang, at computerudstyret var nødvendigt for at dække et beskæftigelses- og uddannelsesmæssigt behov. Kommunen henviste herved til en udtalelse fra skolepsykologisk rådgivning, hvorefter der ikke aktuelt var behov for en computer i undervisningssituationen.
Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde hjælpen og lagde herved vægtpå, at D havde ukoordinerede bevægelser, som vanskeliggjorde skrive og regnefunktionerne. Nævnet fandt, at et computeranlæg i vidt omfang ville kompensere for disse forhold og fremme en positiv udvikling.
Sagen blev antaget til principiel behandling i Ankestyrelsen til belysning af, om anskaffelse af computerudstyr af den omhandlede art kunne betragtes som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.