Ankestyrelsens principafgørelse U-10-92

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 450 af 25. juni 1987 - § 9, nr. 3 og § 10, stk. 3

En 48-årig kvinde K, der havde arbejdet i skotøjsindustrien fra 1971 til 1986 og bl.a. været udsat for organiske opløsningsmidler og aromatiske aminer, blev i 1986 opereret for kræft i nyrebækkenet. K havde haft et tobaksforbrug på 10-20 cigaretter daglig.

Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende lidelsen som arbejdsskade, da det måtte anses for overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige.

Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at den udsættelse K havde haft for stoffer, der anvendtes til læderproduktion, havde været ringe. K's tobaksforbrug måtte anses for en væsentlig risikofaktor for den anmeldte lidelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at K's lidelse kunne anerkendes efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 1, jf. § 9, nr. 3. Ankestyrelsen anmodede Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Erhvervssygdomsudvalget indstillede sagen til afvisning med den begrundelse, at der ikke i litteraturen var tilstrækkelig dokumentation for sammenhæng mellem blærekræftlidelsen og arbejdet som skotøjsarbejder.

Arbejdsskadestyrelsen traf herefter afgørelse om, at lidelsen ikke gav K ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, da lidelsen ikke kunne anerkendes efter lovens § 10, stk.3, da det ikke kunne antages, at lidelsen udelukkende eller i overvejende grad skyldtes arbejdet. Ankestyrelsen forelagde sagen for Retslægerådet.

Retslægerådet udtalte, at sammenhængen mellem K's sygdom og erhverv ikke kunne dokumenteres, men kun kunne formodes ud fra de noget usikre statistiske forhold. Derimod havde K været massivt eksponeret for urotelcancerogener (urinvejskræftfremkaldende stoffer) fra cigaretrøg. Det var Retslægerådets opfattelse, at denne eksposition havde været den afgørende faktor for opståelsen af hendes uroteltumorer. Det var muligt, at hendes erhvervseksposition også havde bidraget. I hvilket omfang var det umuligt at udtale sig om, men skulle Retslægerådet fremkomme med et skøn, ville det være omkring 10-20 %.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder Retslægerådets bedømmelse af sammenhængen mellem K's lidelse, hendes rygning og arbejdet i skotøjsindustrien, fandt Ankestyrelsen det ikke godtgjort, at lidelsen kunne anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Lidelsen kunne ikke anerkendes efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3, og Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.