Kommunen traf afgørelse om, at lønmodtageren ikke havde ret til yderligere forlængelse af dagpengeperioden efter den 30. november 1991, da der ikke var udsigt til, at pågældende kunne genvinde arbejdsførligheden indenfor 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden, og da det ikke var muligt at lægge en realistisk revalideringsplan.
Lønmodtageren blev sygemeldt den 30. oktober 1989 på grund af nervelidelse i armen.
Efter gentagne operationer vurderede pågældendes egen læge i statusbedømmelse af 29. april 1991, at pågældende ikke var egnet til at genoptage sin hidtidige beskæftigelse som tømrer, og at overgang til lettere arbejde var ønskeligt.
I samtale med kommunen om revalidering den 16. juli 1991 oplyste lønmodtageren, at han afventede yderligere behandling, der skulle bevirke, at han skulle kunne vende tilbage til sit tidligere fag.
Han var mest interesseret i at vende tilbage til sit fag, men, hvis det af helbredsmæssige årsager ikke kunne lade sig gøre, var han indstillet på at blive revalideret til noget andet.
Efter ny lægeundersøgelse i september 1991 blev der iværksat ergoterapeutisk behandling med henblik på at undgå ny operation.
Behandlingerne var planlagt til at vare indtil udgangen af 1991.
Lønmodtagerens egen læge oplyste i statusbedømmelse fra november 1991, at iværksættelse af arbejdsprøvning/revalidering på daværende tidspunkt ikke var indiceret. Kommunen traf herefter afgørelse om, at dagpengeperioden, der var blevet forlænget efter varighedsbegrænsningens indtræden den 31. januar 1991, ikke kunne forlænges yderligere, efter udgangen af november 1991.