Ankestyrelsens principafgørelse O-49-92

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 43, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - J.nr. 21212-91:

En 40-årig mand, M, der i forbindelse med en tidligere arbejdsskade havde fået kapitaliseret en løbende erhvervsevnetabserstatning på ialt kr. 232.864, blev af kommunen ikke betragtet som revalidend, idet kommunen fandt, at M i denne formue havde et forsørgelsesgrundlag, der satte ham i stand til at afholde eventuelle udgifter i forbindelse med omskoling til andet erhverv.

Kommunen henviste i sin afgørelse blandt andet til, at blev der ydet M bruttorevalideringsydelse , ville dette stride mod bistandslovens generelle bestemmelser. Nævnet ændrede kommunens afgørelse, idet M's formue ikke havde en sådan størrelse, at det måtte anses for upåkrævet at yde hjælp til revalidering.

Sagen blev antaget til vurdering af, om en kapitaliseret erhvervs evnetabserstatning har indflydelse på tilkendelseskriterierne efter bistandslovens § 43.

Ankestyrelsen fandt, at vurderingen af, om det måtte anses for påkrævet at yde støtte efter bistandslovens § 43 beroede på en samlet bedømmelse af ansøgers forhold. Der måtte indgå en række momenter i en sådan bedømmelse ikke mindst i relation til ansøgers helbreds- og erhvervsmæssige situation. Ankestyrelsen fandt ikke i § 43 holdepunkter for, at ansøgers økonomiske forhold - herunder besiddelse af formue - i sig selv kunne begrunde en afvisning af revalideringsbehovet.

Ankestyrelsen bemærkede yderligere, at udmålingen af hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 2 alene kunne påvirkes af en eventuel arbejdsindtægt sideløbende med uddannelsen eller af en løbendeerstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervs evne. Dette fremgår af §§ 9-11 i Socialministeriets bekendtgørelse af 2. juli 1990.

Ankestyrelsen tiltrådte således Amtsankenævnets afgørelse og anmodede kommunen om at viderebehandle ansøgers sag i overensstemmelse med afgørelsen.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - J.nr 20139-92:

En 22 årig kvinde, K, fik efter en trafikulykke udbetalt en erstatning via private ulykkesforsikringer på ialt kr. 1.376.400.

I forbindelse med påbegyndelse af en uddannelse til socialrådgiver ansøgte K om støtte efter bistandslovens § 43. Kommunen fandt på baggrund af hendes handicap, at der var indikation for at tilkende hjælp efter § 43, stk. 2. Man henviste hende dog til at klare sig for SU og lån under henvisning til, at hun var under 23 år, men meddelte samtidig at hun ville være berettiget til bruttorevalideringsydelse efter det 23. år.

Det Sociale Ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse med den be grundelse, at K var i stand til at klare sin forsørgelse ved hjælp af statsgaranteret lån samt formue kombineret med hjælp efter § 43, stk. 7.

Sagen blev antaget med henblik på afklaring af formuens betydning for tildelingskriterierne i bistandslovens § 43.

Afgørelsen havde samme ordlyd, som i j.nr. 21212-91.

Ankestyrelsen lagde dog yderligere vægt på, at kommunen havde anerkendt K's behov for en uddannelse for at kunne klare sig erhvervsmæssigt i fremtiden, ligesom kommunen havde accepteret erhvervsplanen. Ankestyrelsen fandt herefter, at K var berettiget til den faste revalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2 allerede fra uddannelsens start.

Ankestyrelsen ændrede således Det Sociale Ankenævns afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - J.nr. 20565-92

En 44-årig kvinde, K, var efter meningitis blevet døv på begge ører, hvorefter hun ønskede at påbegynde revalidering. I samråd med kommunen blev der lagt en erhvervsplan. Det første halve år af uddannelsen blev betragtet som forrevalidering, hvorunder K modtog sygedagpenge.

K fik i mellemtiden via en privat ulykkesforsikring tilkendt en invaliditetserstatning på ialt kr. 1.657.500, svarende til en invaliditetsgrad på 75%.

Kommunen meddelte herefter, at såvel sygedagpenge som revalideringshjælp nu ville ophøre, idet man ikke længere fandt, at revalide ringshjælp kunne anses for påkrævet af hensyn til K's mulighed for fremtidigt at klare sig selv og sørge for sin familie. Kommunen lagde herved vægt på, at K havde modtaget en erstatning for tab af erhvervsevne.

Det Sociale Ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse, idet man, under hensyn til at en væsentlig del af den udbetalte erstatning skønnedes at dække erstatning for tab af erhvervsevne, ikke fandt det påkrævet at yde K revalideringsmæssig bistand.

Sagen blev antaget med henblik på afklaring af formuens betydning for tildelingskriterierne i bistandslovens § 43, herunder stillingtagen til at Det Sociale Ankenævn har betragtet en del af en erstatning som erstatning for tab af erhvervsevne.

Afgørelsen havde samme ordlyd som j.nr. 21212-91.

Ankestyrelsen lagde dog yderligere vægt på, at kommunen havde anerkendt, at K havde behov for en supplerende uddannelse for at kunne klare sig erhvervsmæssigt i fremtiden, ligesom det i samråd med kommunen var blevet besluttet, at K skulle påbegynde den uddannelse, som hun siden havde fulgt.

Ankestyrelsen fandt herefter, at K var berettiget til den faste revalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2.

Ankestyrelsen ændrede således Det Sociale Ankenævns afgørelse.