F havde boet sammen med M siden 1986, hvor deres fællesbarn blev født.
I perioden 1989-90 blev der ikke betalt for barnets daginstitutionsplads. Kommunen forsøgte forgæves at inddrive beløbet hos M, bl.a. ved indgåelse af afdragsordninger og lønindeholdelse.
Kommunen indtrådte herefter i retten til F's overskydende skat for 1989 til dækning af daginsitutionsrestancen. Kommunen henviste til en fogedretsafgørelse fra 1983, hvori det udtales, at begrebet forældre ikke kunne fortolkes i overensstemmelse med myndighedslovens forældrebegreb, når forældrene levede sammen uden at være gift, og når faderen derfor ikke var sat i bidrag. Forældrene måtte i en sådan situation hæfte solidarisk for daginstitutionsbetalingen.
F klagede til amtsankenævnet, der tiltrådte kommunens afgørelse om, at han hæftede solidarisk med M for den forpligtelse, som forældrene har efter bistandslovens § 73 til betaling for et barns ophold i daginstitution. Forvaltningens beslutning om indtræden fandtes derfor i overensstemmelse med bistandslovens § 7, stk. 3. Amtsankenævnet henviste til en udtalelse fra Socialministeriet, der var i overensstemmelse med den nævnte fogedretsafgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen gjorde F gældende, at retspraksis var ændret ved en Vestre Landsretsdom, hvorefter der ikke fandtes grundlag for at antage, at en fader i en lignende situation hæftede for tilbagebetaling af for meget ydet friplads i kraft af sin forsørgelsespligt over for barnet. Der henvises til UfR 1991, 126 V.
Sagen blev behandlet på principielt møde til klargøring af praksis for en samlevers hæftelse for daginstitutionsgæld vedrørende et fællesbarn.