En 25-årig matros omkom under sit arbejde på et dansk skib, da skibet forliste i januar 1990. Han var påmønstret skibet i Colombo i august 1989. Han var månedslønnet og fik pr. måned udbetalt US $ 500 netto samt fri kost om bord. Han var ugift og efterlod sig ikke børn.
Hans forældre var fra Sri Lanka, hvor de boede sammen med tre voksne børn, som de forsørgede. Faderen var pensioneret fra hæren og modtog en månedlig pension på 1.000 rupier. Yderligere modtog han, da han blev pensioneret, som et éngangsbeløb 10.000 rupier. På sin ejendom havde han etableret en tebutik, som indbragte ca. 25 rupier pr. dag, hvilket ikke var nok til at dække de daglige udgifter. Før sønnen rejste, havde han nævnt, at han nu og da ville sende penge hjem for at forsørge familien og bidrage til sin søsters medgift. Han sendte dog ikke penge hjem, medens han var ansat på skibet, men da han blev forfremmet på skibet i januar, skrev han, at han ville komme hjem på ferie i løbet af tre måneder, og at han ville tage nogle penge med. I Sri Lanka findes der ikke nogen bindende aftale, som en søn underskriver, i følge hvilken han lover at sende penge til sine forældre, medens han arbejder i udlandet. Faderen havde brugt det éngangsbeløb, som han fik, da han gik på pension, og han havde solgt en del af grunden, for at sønnen kunne blive uddannet.
Assuranceforeningen SKULD havde oplyst, at dets erfaring med be sætninger fra den tredje verden var, at disse søfolk altid støtter deres pårørende økonomisk.
Arbejdsskadestyrelsen fandt forældrene berettiget til forsørger tabserstatning og begrundede over for Ankestyrelsen afgørelsen med, at dokumentationen i disse specielle sager, hvor afdøde var bosat på den anden side af jorden, og hvor kulturen er en hel anden, er besværlig og tit umulig. Styrelsen havde dog i denne sag fundet det sandsynliggjort, at familien havde givet afkald på en vis lav levestandard og havde bevæget sig mod eksistensminimum for at hjælpe sønnen til et job i sikker formodning om senere at kunne modtage hjælp tilbage. Det anførtes endvidere, at sønnen efter erhvervelse af sømandsjobbet nåede at aftale en form for tilbagebetaling. Tilbagebetalingen ("forsørgelsen") havde formentlig været nødvendig for at familien kunne klare sig anstændigt og skulle finde sted ved sønnens nærtstående besøg, hvilket han imidlertid ikke nåede før sin død.
Forsikringsselskabet klagede over afgørelsen og anførte i anken, at betingelserne i lovens § 33 måtte indebære, at der skulle foreligge en vis dokumentation for, at afdøde virkelig havde ydet hjælp til forsørgelse til den efterladte familie. En generel og ubestemt antagelse om, at det i denne del af verden er almindeligt, at man yder hjælp til forsørgelse af forældre mv., kunne ikke være tilstrækkelig.
Det anførtes endvidere, at der ikke fandtes nogen dokumentation for, at afdøde havde gjort noget for at overdrage beløb til forældrene. Selskabet fandt heller ikke, at der var tale om særlige om stændigheder, som det kræves i loven.
Det anførtes yderligere, at det ikke var sandsynliggjort, at der i dette tilfælde forelå en aftale, eller hvad der kunne sidestilles hermed, om hel eller delvis forsørgelse.
