A kommune havde bevilget en svagtsynet kvinde hjælp efter bistandslovens § 42 til gennemførelse af psykologistudiet.
K påbegyndte studiet ved Københavns Universitet og flyttede derfor til C kommune nær København. Der var tale om et værelseslejemål af midlertidig karakter.
A kommune gav refusionstilsagn til C kommune.
K henvendte sig flere gange forgæves til C kommune om mulighederne for en mere permanent bolig, hvor hun kunne få plads til sine hjælpemidler.
I forbindelse med en ansøgning om edb-udstyr blev A kommune gjort opmærksom på, at K var flyttet til B kommune, hvor hendes forældre havde hjulpet hende til en andelslejlighed.
Herefter meddelte A kommune, at kommunens refusionpligt var ophørt, da flytningen ikke var et led i uddannelsen. B kommune gjorde indsigelse herimod, da man fandt, at forudsætningen for færdiggørelsen af studiet var, at hun boede i nærheden af uddannelsesstedet, samt at der i denne forbindelse ikke var væsentlig forskel på, om hun boede i B eller C kommune.
Amtsankenævnet gav A kommune medhold under henvisning til, at opholdet i B kommune ikke skyldtes, at K ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed var anbragt i institution eller pleje i kommunen.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om A kommune var bundet af sit refusionstilsagn over for C kommune, selvom K var flyttet på eget initiativ, når der ikke i forbindelse med flytningen til B kommune var sket ændringer af den lagte uddannelsesplan.
