Ankestyrelsens principafgørelse D-28-92

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 22, stk. 1 og § 24

Kommunen traf afgørelse om, at lønmodtageren ikke havde ret til forlængelse af dagpengeperioden efter varighedsbegrænsningens indtræden den 31. juli 1992, idet det ikke var dokumenteret, at revalidering ville forekomme overvejende sandsynlig, og ligeledes var det ikke dokumenteret, at erhvervsevnen ville blive genskabt gennem lægebehandling i 26 uger.

Lønmodtageren er sygehjælper, men blev opsagt fra 1. juni 1992 på grund af sygdomsvarigheden. Hun har været sygemeldt fra 7. oktober 1991. Den 20. marts 1992 har hun telefonisk oplyst kommunen, at hun meget gerne vil revalideres til ikke så belastende arbejde, hendes alder taget i betragtning (35 år).

Ifølge statusbedømmelse af 25. marts 1992 ville hun ikke kunne genoptage tidligere erhverv. Som situationen var på det tidspunkt, var lægen lidt skeptisk, hvad angår revalidering, men denne vurdering ville han bede reumatologerne om at foretage.

I statusbedømmelse af 25. maj 1992 var det anført, at en nærmere vurdering af fremtidsudsigterne nok måtte afvente reumatologernes vurdering. Tilstanden var gradvist forværret siden 1985. Der var ingen bedring siden sygemeldingen i oktober 1991, men bedring kunne nok ikke helt udelukkes. Hvis reumatologerne ikke kom frem med noget nyt, måtte man nok sige, at tilstanden er varig og revalidering næppe sandsynlig med indkomstgivende arbejde til følge.

Kommunen har ikke nærmere drøftet spørgsmålet om revalidering med pågældende forud for standsning af sygedagpenge.

Efter ophør af sygedagpenge har hun henvendt sig i kommunen den 17. august 1992 med henblik på råd og vejledning. Hun har afleveret statuserklæring af 1. september, hvor lægen anbefaler revalidering. Hun er påbegyndt 10. klasse med støtte fra socialforvaltningen, og hun har søgt om bruttorevalideringsydelse med henblik på uddannelse som advokatsekretær eller lægesekretær. Sagen har været forelagt Dagpengeudvalgets lægekonsulent.

Lønmodtageren havde ret til forlængelse af dagpengeudbetalingen i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991 § 48, nr. 1. Dagpengeudvalget havde ved sin afgørelse lagt vægt på oplysninger, der vedrørte tiden efter varighedsbegrænsningens indtræden, da kommunen ifølge det foreliggende sagsmateriale i tiden indtil varighedsbegrænsningens indtræden ikke havde taget forholdet op til vurdering med henblik på stillingtagen til, om der var behov for iværksættelse af revalideringsmæssige foranstaltninger, jf. dagpengelovens § 24.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.