Ankestyrelsens principafgørelse O-3-92

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 10, stk. 1 og § 11, nr. 1

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 497 af 4. juli 1989 - § 57 og § 58

Socialministeriets cirkulære nr. 150 af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap - afsnit I

M, der var psykisk handicappet, blev født og boede hos forældrene i A kommune, indtil han på forældrenes initiativ og betaling i 1962 blev optaget på børnehjem i B kommune.

I 1969 flyttede forældrene til udlandet.

B kommune accepterede i medfør af lov om børneforsorg § 27, stk. 2, nr. 6, at overtage forsorgen for M fra den 1. august 1970. Moderen havde under et ferieophold henvendt sig til B kommune.

Forældrene kom tilbage til Danmark den 1. august 1972 og bosatte sig i C kommune.

M fyldte 18 år den 19. juli 1973.

C kommune var bopælskommune for M fra den 1. september 1975, hvor han blev udskrevet til selvstændig bolig med støtte fra det offentlige, jf. lov om børne- og ungdomsforsorg § 50. Der blev bevilget økonomisk hjælp til M som efterværn foreløbig indtil den 1. april 1976.

M søgte og fik forskud på mellemste invalidepension fra den 5. marts 1976. Pensionen blev senere bevilget fra den 1. april 1976.

Den 27. april 1976 blev M optaget på institution i D kommune. B kommune erklærede sig ved skrivelse

af 23. april 1976 indforstået med at være retlig opholdskommune og gik som sådan ind for anbringelse i D kommune, som vurderet af C kommune.

I efteråret 1985 forsøgte B kommune - efter at have indhentet en udtalelse fra Socialstyrelsen, der fejlagtigt gik ud fra, at M's forældre var bosat i A kommune i 1970 - at få A kommune til at overtage betalingsforpligtelsen.

I oktober 1985 blev M udskrevet til familiepleje i E kommune.

Spørgsmålet om hvilken kommune, der skulle betale for udgifterne ved bistand til M, blev herefter rejst af B, A og C kommune.

Amtsankenævnet traf den 30. juni 1988 afgørelse om, at betalingen ikke påhvilede A kommune.

Amtsankenævnet lagde vægt på, at M havde selvstændig bolig i C kommune fra efteråret 1975 til slutningen af april 1976, og at han modtog forskud på invalidepension fra den 5. marts 1976.

Amtsankenævnet traf den 7. januar 1991 afgørelse om, at C kommune havde været uberettiget til at afslå at være betalende opholdskommune efter den 5. marts 1976.

Nævnet lagde vægt på, at M fra dette tidspunkt kunne klare sig selv i sin selvstændige bolig i C kommune uden at skulle modtage hjælp i henhold til bistandsloven, idet han med virkning fra dette tidspunkt fik tilkendt social pension. De betalingsforpligtelser, som indtil da måtte have påhvilet A kommune, bortfaldt fra samme tidspunkt.

Amtsankenævnet lagde videre til grund, at C kommunes betalingsforpligtelse i forbindelse med M's optagelse på institution i D kommune den 27. april 1976 ikke kunne anses for bortfaldet ved, at de implicerede kommuner ved en retsvildfarelse havde anset B kommune for betalingsforpligtet.

Endelig lagde nævnet til grund, at plejefamilieopholdet i E kommune blev etableret i forlængelse af institutionsopholdet i D kommune og under medvirken af B kommune. Overgangen fra institutionsophold til familiepleje indebar således ingen ændring i C kommunes betalingsforpligtelse.

C kommune klagede til Ankestyrelsen over amtsankenævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet på principielt ankemøde til afklaring af opholdskommunespørgsmålet, herunder hvilken betydning det har

1) at forældrene på tidspunktet for forsorgens overtagelse opholdt sig i udlandet, 2) at B kommune, eventuelt som følge af en retsvildfarelse, havde afgivet refusionstilsagn over for C kommune, og 3) at der under M's ophold i C kommune blev søgt om pension, således at han kortvarigt klarede sig selv økonomisk.

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse af 7. januar 1991, hvorefter C kommune ikke havde været berettiget til at afslå at være betalende opholdskommune efter den 5. marts 1976.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at M fra dette tidspunkt havde kunnet klare sig selv i sin selvstændige bolig, uden at skulle modtage hjælp i henhold til lov om børne- og ungdomsforsorg eller bistandsloven.

Ankestyrelsen tiltrådte ligeledes amtsankenævnets afgørelse, hvorefter C kommunes betalingsforpligtelse i forbindelse med M's optagelse på institution i D kommune ikke kunne anses for bortfaldet ved B kommunes retsvildfarelse med hensyn til betalingsforpligtelsen.

Ankestyrelsen var endvidere enig med amtsankenævnet i, at overgangen fra institutionsophold til familieplejeophold i 1986 ikke indebar nogen ændring i C kommunes betalingsforpligtelse.

For så vidt angik det af de implicerede kommuner rejste spørgsmål om, hvilken kommune, der indtil den 5. marts 1976 skulle betragtes som betalingskommune, fandt Ankestyrelsen, at B kommune måtte betragtes som betalingskommune fra juni 1969, hvor forældrene tog ophold i udlandet. Ankestyrelsen fandt således, at M fra dette tidspunkt erhvervede selvstændig opholdskommune.

Ankestyrelsen henviste de implicerede kommuner til indbyrdes at regulere eventuelle fejlagtigt betalte refusionsbeløb. Eventuel tvist om retten til tilbagesøgning måtte løses efter dansk rets almindelige regler herom, hvorfor dette spørgsmål i givet fald hørte under domstolene.