Ankestyrelsens principafgørelse O-40-92

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 43, stk. 5

Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 39, pkt. 6, pkt. 7, pkt. 8

D ophørte i september måned 1989 med at arbejde som fisker på grundaf følgerne efter et færdselsuheld. Han fulgte herefter undervisningen på VUC for at uddannne sig til fiskeriteknolog. Denne ud dannelse påbegyndtes i august måned 1991 og forventedes afsluttet i sommeren 1993.

D modtog hver måned ydelse på 13.224 kr. fra en privat tegnet for sikring indtil den 1. december 1990.

Den 13. november 1990 fik D tilkendt en foreløbig invaliditetser statning på 100.994 kr. beregnet efter en invaliditetsgrad på 8 %.

Den 23. november 1990 søgte D på opfordring af forsikringsselskabet G kommune om hjælp efter bistandslovens § 43.

G kommune afslog at anerkende D som revalidend. Kommunen fandt, at D klart havde en erhvervsmæssig begrænsning, men kommunen fandt ikke, at økonomisk støtte var påkrævet af hensyn til hans forsørgelse.

Ved vurderingen heraf lagde kommunen vægt på, at D's nuværende indtægter - herunder ydelsen fra forsikringsselskabet - og eventuelt SU udgjorde et rimeligt forsørgelsesgrundlag. Forsikringsselskabet anførte i klagen til amtsankenævnet, at udbe talingen af forsikringsydelsen i revalideringsperioden måttebetragtes som kulanceydelse, idet selskabet ifølge policebestemmel serne ikke var forpligtet til at yde erstatning.

I denne forbindelse henviste selskabet til, at D's erhvervsevne ikke var nedsat med mindst 50 %.

Selskabet gjorde endvidere opmærksom på, at Socialministeriet den 30. august 1990 klart havde tilkendegivet, at udbetaling af ydelser fra private forsikringer ikke skal give fradrag i revalideringsydelsen efter bistandslovens § 43, stk. 2, og heller ikke betragtes som hjælp efter anden lovgivning efter bistandslovens § 43, stk. 7.

G kommune fastholdt under sagens behandling i amtsankenævnet, at D med ydelsen fra forsikringsselskabet måtte anses for at væretilstrækkeligt forsørget. Kommunen pegede endvidere på, at forsik ringsselskabets fremgangsmåde fandtes betænkelig, da det offentlige således måtte overtage en forpligtelse og en finansiering, som påhvilede forsikringsselskabet.

Amtsankenævnet pålagde G kommune at udbetale bruttorevaliderings ydelse til D fra den 1. december 1990, hvor erstatningsudbetalingerne fra forsikringsselskabet ophørte, og indtil juni 1993 til færdiggørelse af uddannelsen til fiskeriteknolog.

Amtsankenævnet begrundede afgørelsen med, at D måtte anses for at være revalidend fra dette tidspunkt, og han var allerede i gang med en realistisk erhvervsplan.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af tildelingsbetingelserne i bistandslovens § 43, stk. 1, samt især til afklaring af, hvorledes en forsikringsydelse fra et privat forsikringsselskab skal behandles i relation til fradrag for arbejdsindtægter.

Ankestyrelsen fandt, at D var berettiget til hjælp efter bistands lovens § 43.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han på grund af følgerne efter ulykkestilfældet den 3. september 1989 ikke længere kunne arbejde som fisker, og han havde påbegyndt en velegnet erhvervsplan.

Der kunne ikke herefter gives afslag på hjælp efter bistandslovens § 43 alene med den begrundelse, at D havde modtaget en kulanceydelse fra forsikringsselskabet.

Ankestyrelsen lagde ved denne afgørelse bl.a. til grund, at udbetalinger fra private forsikringer ikke medfører fradrag i bruttoreva lideringsydelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.