Ankestyrelsens principafgørelse O-31-92

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 83, stk. 2

Socialstyrelsens vejledning nr. 2 af 18. august 1988 om nogle tilbud til ældre, førtidspensionister m.fl. efter bistandslovens § 60 og §§ 74-86 -

En 59-årig gift kvinde K, der led af Korsakoffs psykose, havde siden 1984 boet på et § 79-plejehjem beliggende i en anden kommune end bopælskommunen. Da bopælskommunen fik ledig kapacitet på egne plejehjem, ønskede man at hjemtage K til et af disse plejehjem. Med samtykke fra ægtefællen kom K på et 3-ugers prøveophold på det pågældende plejehjem, hvorefter bopælskommunen traf beslutning om fast ophold.

Ægtefællen afslog imidlertid at samtykke til den permanente flytning, og en senere beskikket ad hoc værge kunne heller ikke give sit samtykke til flytningen.

Kommunen havde lagt vægt på udtalelser fra K om, at hun befandt sig godt på det nye plejehjem og ikke ønskede at vende tilbage til det tidligere plejehjem.

I sagen forelå uoverensstemmende lægelige oplysninger om K's mulighed for at forstå, hvad sagen drejede sig om.

Under sagens behandling i amtsankenævnet blev der efter anmodning fra ægtefællens advokat beskikket en værge, som på K's vegne skulle tage stilling til, på hvilket plejehjem hun skulle have fast ophold.

Ad hoc værgen kunne ikke gå ind for flytningen.

Kommunen havde gjort gældende, at kommunens plejehjem fuldt ud kunne imødekomme K's behov.

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at optagelsen på plejehjem met i bopælskommunen skete efter krav om uønsket flytning. Nævnet lagde til grund, at optagelsen skete med ægtefællens indforståelse, at der ved optagelsen iøvrigt ikke blev rejst tvivl om K's evne til at forstå indholdet af sine erklæringer, at senere indhentede lægeerklæringer var uklare og ikke kunne lægges til grund for en anden vurdering, og at det forhold, at en under sagens behandling beskikket ad hoc værge senere fragik K's samtykke, fandtes uden betydning for afgørelsen.

Nævnet fandt herefter, at flytningen måtte anses for at være sket med fornødent samtykke, og da der ikke iøvrigt fandtes grundlag for at kritisere kommunens beslutning, stadfæstede nævnet beslutningen.

Afgørelsen blev anket af ægtefællens advokat, der gjorde gældende, at K ikke evnede at forstå indholdet af sin samtykkeerklæring, at samtykket derfor ikke var gyldigt, og at ad hoc værgens udtalelse måtte tillægges afgørende vægt.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om betingelserne i de fra 1. januar 1988 gældende regler om fraflytning af plejehjem var opfyldt.

Kravet om flytning af K fandtes ikke at kunne støttes på forhold, der kunne sidestilles med en af de i lejelovens kap. 13 nævnte opsigelsesgrunde, og betingelserne efter § 83, stk. 2 var således ikke opfyldt.

Ankestyrelsen lagde til grund, at bopælskommunens ønske om at udnytte ledig kapacitet på egne plejehjem gennem hjemtagelse af ældre fra "udenbys" plejehjem, ikke kunne anses for en så vægtig grund, at kommunen havde været berettiget til at flytte K uden samtykke.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå fornødent samtykke til flytningen og lagde vægt på, at K ud fra en lægelig bedømmelse måtte anses for at have været ude af stand til at tage stilling til spørgsmålet om flytning, at ægtefællen alene havde været indforstået med et 3-ugers prøveophold, men ikke efterfølgende havde givet samtykke til flytningen, og at heller ikke ad hoc værgen efterfølgende havde samtykket.

Ankestyrelsen tilføjede, at da K havde opholdt sig i en længere periode på plejehjemmet i bopælskommunen, måtte en tilbageflytning til det oprindelige plejehjem forudsætte, at der forelå samtykke hertil fra ad hoc værgen.