Ankestyrelsens principafgørelse O-38-92

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 10, stk. 3 og § 11

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 19

En pige der var født i 1978, havde siden 1981 boet i A kommune hos sin biologiske fader, der havde plejetilladelse efter bistandslovens § 65. P's moder, der alene havde forældremyndigheden, boede i B kommune.

Siden etableringen af plejeforholdet havde P boet en uge på skift hos henholdsvis faderen og moderen, og fra skolealderen havde P været hos moderen i weekenderne.

I juni 1987 fremsatte A kommune overfor B kommune krav om refusion af den kommunale andel af driftsudgifterne på 109.034 kr. for P's ophold i daginstitution i A kommune.

B kommune henviste i forbindelse med sit afslag til, at den ikke havde medvirket til etableringen af familieplejen. B kommune mente derfor, at A kommune var retlig opholdskommune. P's fader havde bopæl dér, og han havde uafbrudt siden november 1981 haft pleje tilladelse til P, der således gennem hele sin barndom havde haft ophold hos faderen uden, at moderen havde haft indflydelse på forholdet.

A kommune henviste i klagen til amtsankenævnet til varigheden og karakteren af P's plejeophold, herunder forældremyndighedsindehaverens hyppige regelmæssige kontakt med P, P's forholdsvise unge alder og det faktum, at P nu ifølge oplysninger fra folkeregisteret den 15. december 1989 var flyttet sammen med forældremyndigheds indehaveren i B kommune.

På denne baggrund fastholdt A kommune, at P ikke kunne anses for at have erhvervet selvstændig opholdskommune, men i hele refusions perioden måtte anses at have haft opholdskommune, hvor moderen stod tilmeldt.

A kommune anførte endvidere, at et generelt afslag på refusion i sager om privat familiepleje efter bistandslovens § 65 ikke synes i overensstemmelse med de foreliggende fortolkningsbidrag, herunder den praksis, der følges i relation til bistandslovens § 10, stk. 3.

Som begrundelse herfor henviste A kommune til en udtalelse af 18. marts 1986 fra Socialministeriet til kommunen, hvoraf det bl.a. fremgår, at er forældrene skilt og har den ene forældremyndigheden, må udgangspunktet være, at barnet lever sammen med denne. En privat familieplejeanbringelse ændrer ikke barnets opholdskommune, som fortsat vil være den kommune, hvor forældremyndighedsindehaveren har bopæl.

Amtsankenævnet stadfæstede B kommunes afslag og lagde ved afgørelsen vægt på, at B kommune ikke havde medvirket til etableringen af familieplejen, idet der var tale om en privat familiepleje efter reglerne i bistandslovens § 65. Der forelå derfor ikke en situation som omhandlet i bistandslovens § 11, nr. 1, idet betingelserne om medvirken og anbringelse i pleje ikke var opfyldt.

Ved sagens indankning til Ankestyrelsen anførte A kommune bl.a., at efter kommunens opfattelse vil et barns ophold hos den biologiske forældrepart, som er uden del i forældremyndigheden ikke bevirke, at barnet erhverver retlig opholdskommune hos denne, men at forældremyndighedsindehaverens kommune må anses som barnets retlige opholdskommune.

B kommune anførte hertil, at kommunen ikke var enig i, at et barn ikke kan erhverve selvstændig opholdskommune ved ophold hos en biologisk forældrepart, der ikke har forældremyndigheden, da denne situation er umiddelbar sammenlignelig med de tilfælde, hvor et barn har erhvervet selvstændig opholdskommune på grundlag af ophold efter bistandslovens § 65, hos fx bedsteforældre eller andre familiemedlemmer.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvor barnet har opholdskommune i denne situation.

Ankestyrelsen fandt, at når et barn bor hos den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, kan det ikke af bistandslovens § 10 udledes, at det afgørende ved vurderingen af spørgsmålet om barnets opholdskommune er, hvem der har forældremyndigheden.

Ankestyrelsen fandt således, at det afgørende er, hvor barnet bor. I tilfælde, hvor barnet bor lige meget hos begge forældre i en situation, hvor kun den ene har forældremyndigheden, fandt Ankestyrelsen, at man må drage en analogi til reglerne om fælles for ældremyndighed. Herefter har barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret, jf. herved bl.a. bistandslovens § 10, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt således, at det ikke kunne pålægges B kommune at betale refusion til A kommune for den kommunale andel af drifts udgifterne ved P's benyttelse af daginstitution i A kommune.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse amtsankenævnets afgørelse.

Med hensyn til den af A kommune fremhævede udtalelse af 18. marts 1986 fra Socialministeriet, fandt Ankestyrelsen, at denne udtalelse ikke fandt anvendelse ved vurderingen af den foreliggende sag, idet barnet i det tilfælde, der omtaltes, efter det oplyste ikke havde ophold i privat familiepleje hos nogen af forældrene.