Sagen omhandlede et ægtepar, hvis søn var udsat for et ulykkestilfælde, hvorefter kommunen fandt grundlag for, at moderen skulle have kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48 med henblik på at passe sønnen i hjemmet.
Moderen havde forud været medhjælpende hustru i ægtefællens landbrugsvirksomhed, og der forelå regnskaber vedrørende virksomheden i 1987, hvoraf det fremgik, at der var overført indtægt som medhjælpende ægtefælle til hende.
Kommunen anvendte denne indtægtsoplysning som udgangspunkt for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen fratrak beløb vedrørende sparet skat. De efterfølgende år viste virksomhedens regnskaber ikke overskud, der kunne være overført til hustruen, og kommunen ophørte med at udbetale kompensation for tabt arbejdsfortjeneste med henvisning til, at der ikke var dokumenteret et indtægtstab, hvilket Amtsankenævnet tiltrådte. Af bekendtgørelse nr. 239 af 10. april 1990 om regulering af tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, som ændret ved bekendtgørelse nr. 877 af 17. december 1990, fremgår det, at tilskuddet skal reguleres 1 gang årligt med satsreguleringsprocenten.
Socialministeriet har bekræftet, at denne bestemmelse er en understregning af, at det er forholdene på det tidspunkt, hvor lønkompensationen efter § 48 påbegyndes, der danner grundlag for kompensationens størrelse.
I forbindelse med sagens indankning anførte ægteparrets advokat, at det måtte være indtægtsforholdene ved overgang til støtte efter § 48, der også for selvstændige måtte være udgangspunkt for beregning af kompensationsbeløbet i seneste år uanset udviklingen i bedriftens indtægter.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en vurdering af beregningsgrundlaget for tabt arbejdsfortjeneste, når den pågældende var selvstændig før overgang til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.