En 42-årig ingeniør, der havde været i arbejde siden 1975, blev opsagt fra sit seneste arbejdsforhold gennem 5 år. Han var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge fra december 1990 og søgte i forbindelse hermed supplerende kontanthjælp til terminsudgifter.
Boligtillægget blev beregnet til 21.497 kr. mdl.
Den hidtidige nettoindtægt havde været på 27.-28.000 kr. om måneden. Ægtefællen var hjemmearbejdende. På ansøgningstidspunktet var der 2 hjemmeboende børn under 18 år, i alt 3 hjemmeboende børn.
Kommunen anså ansøgeren for berettiget til supplerende kontanthjælp på grund af arbejdsløshed.
Kommunen fandt dog, at boligudgiften efter en samlet vurdering var for høj og tilbød i stedet en 4-værelses lejlighed svarende til et månedligt boligtillæg (efter fradrag af boligstøtte) på 2.247 kr.
Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at boligudgiften var for høj og, at der kunne være grundlag for at anvende reglen i bistandslovens § 37, stk. 3, 5. pkt.
Nævnet fandt dog, at der burde indrømmes ansøgeren en frist og pålagde derfor kommunen at afholde de faste udgifter indtil udgangen af maj 1991. Kommunen henviste i anken til, at den fastsatte tidsfrist gør det umuligt at gennemføre en beslutning, da man sjældent kan disponere over en tilbudt lejlighed i længere tid.
Sagen er behandlet i principielt møde til afklaring af, om reglen i bistandslovens § 37, stk. 3, om nedsættelse af boligtillægget til udgiften til en rimeligere bolig, som kan fremskaffes, kan finde anvendelse straks ved den første ansøgning om kontanthjælp.