Ankestyrelsens principafgørelse U-6-92

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 450 af 25. juni 1987 - § 10

M havde i perioden 1964-1976 været ansat på en fiskemelsfabrik, hvor han i hele perioden var beskæftiget i en lossegrav for industrifisk. Under dette arbrejde var M udsat for bl.a. formalin- og ammoniakdampe.

Fra ca. 1970 begyndte M at få symptomer på en lungelidelse, der senere blev diagnosticeret som en kronisk obstruktiv lungelidelse i form af kronisk bronkitis.

M havde i perioden 1943-1964 røget ca. 100 g pibetobak om ugen, i perioden 1964-1981 ca. 15 cigaretter dagligt, og herefter ca. 3 cigaretter dagligt. Sikringsstyrelsen traf den 28. marts 1983 afgørelse om, at selvom lidelsen var omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme i § 1 i erhvervssygdomsbekendtgørelsen af 17. december 1982, gav den ikke M ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven. Der var herved lagt vægt på, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, atlidelsen skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige, jf. arbejds skadeforsikringslovens § 10, stk. 2.

Ankestyrelsen tiltrådte den 13. marts 1984 Sikringsstyrelsens afgørelse med den af Sikringsstyrelsen givne begrundelse.

Efter anmodning fra SiD genoptog Sikringsstyrelsen sagen og forelagde den for såvel Erhvervssygdomsudvalget som for Retslægerådet.

Retslægerådet udtalte den 25. november 1985, at M's kroniske lungesygdom udviklede sig tidsmæssigt samtidigt med såvel kraftig tobaksrygning som erhvervsmæssig udsættelse for formalin- og ammoniakdampe. Sammenhængen mellem kronisk obstruktiv lungelidelse og tobaksrygning er veldokumenteret, og M's symptomer og karakteren af hans lungelidelse adskilte sig ikke fra lungesygdommen hos tobaksrygere uden erhvervsmæssig eksposition for de anførte gasarter. Endelig foreligger der ikke dokumentation for en sammenhæng mellem eksposition for formalin- og ammoniakdampe og udvikling af kronisk obstruktiv lungelidelse. Retslægerådet fandt herefter, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at M's kroniske lungesygdom skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige.

Sikringsstyrelsen udtalte herefter den 18. marts 1986, at bronkitislidelsen ikke begrundede krav på ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, da lidelsen måtte anses for opstået som følge af tobaksforbrug. Sikringsstyrelsen fastholdt således sin tidligere afgørelse.

Ankestyrelsen tiltrådte den 24. juli 1986 Sikringsstyrelsens afgørelse.

Efter afgørelsen: Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for Østre Landsret, og under sagens behandling for landsretten fremkom Arbejdstilsynet med en udtalelse af 8. december 1987 om luftvejsskader forårsaget af formaldehyd, ammoniakdampe og tobaksrygning.

M afgik ved døden den 21. februar 1987.

Østre Landsret afsagde dom den 30. januar 1990 og udtalte, at efter bevisførelsen for landsretten måtte det anses for overvejendesandsynligt, at M's lungesygdom skyldtes andre forhold end de er hvervsmæssige, han arbejdede under på fiskemelsfabrikken.

Østre Landsrets dom blev af boet efter M anket til Højesteret. Under sagens behandling i Højesteret stillede såvel boets advokat som Ankestyrelsen nogle supplerende spørgsmål til Retslægerådet, der i brev af 28. januar 1991 besvarede de stillede spørgsmål. Retslægerådet udtalte bl.a., at M ikke havde frembudt symptomer på astma, ej heller formalinudløst erhvervsbetinget astma, men derimod symptomer på kronisk bronkitis med fikseret luftvejsobstruktion, og M's lungesygdom kunne tvangfrit forklares ved følger af tobaksrygning.

Boets advokat henviste til Ankestyrelsens afgørelse i en anden sag fra samme virksomhed vedrørende anerkendelse af astma som udløst af organisk støv (se SM U-5-92) samt til en af arbejdsmedicinsk klinik foretaget gruppeundersøgelse i fiskemelsinsudtrien. Ankestyrelsen fandt ikke, at denne anden sag kunne danne grundlag for en ændring af afgørelsen.

Højesteret afsagde dom den 9. september 1991.

Højesteret fandt det tvivlsomt, om pågældendes lungesygdom kunne henføres til nogen af de i erhvervssygdomsfortegnelsen nævnte erhvervssygdomme. Imidlertid måtte det lægges til grund, at Ankestyrelsen (i 1984) havde anerkendt, at der forelå en erhvervssygdom.

3 dommere udtalte herefter, at navnlig efter indholdet af Retslægerådets erklæringer måtte det også efter bevisførelsen for Højesteret anses for overvejende sandsynligt, at M's sygdom var forårsaget af tobaksrygning og ikke af de formalin- og ammoniakdampe mv., M havde været udsat for under sit arbejde på fiskemelsfabrikken. Disse dommere tiltrådte derfor, at M ikke havde krav på ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, jf. dennes § 10, stk. 2, og stemte for at stadfæste landsrettens dom.

2 dommere udtalte, at efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 1, er en erhvervssygdom en sygdom, der efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige arbejdsmæssige påvirkninger. Da Ankestyrelsen som anført havde anerkendt M's lidelse som en erhvervssygdom, kunne der ikke lægges afgørende vægt på, at der som udtalt af Retslægerådet ikke var dokumentation for en sammenhæng mellem eksposition for formalindampe og ammoniakdampe og udvikling af kronisk obstruktiv lungelidelse. Under disse omstændigheder kunne det ikke anses for godtgjort, at det var overvejende sandsynligt, at den pågældende sygdom udelukkende skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige. Disse dommere stemte derfor for at tage boets påstand til følge.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og landsrettens dom blev således stadfæstet.

På grundlag af Højesterets dom og med henvisning til Retslægerådets respons må det herefter med den foreliggende viden anses for fastslået, at bronkitis ikke kan anses for og anerkendes som erhvervssygdom efter erhvervssygdomsbekendtgørelsens § 2 A, som forårsaget af ammoniak- og formalindampe.