Ankestyrelsens principafgørelse O-82-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20911-92:

En 48-årig kvinde fik i 1980 fjernet højre bryst. Hun havde hidtil brugt en almindelig brystprotese, men dette havde været problemfyldt for hende.

Af statusbedømmelse fra egen læge fremgik, at hun havde været en del psykisk påvirket af, at hun ikke kunne være sikker på, at protesen sad rigtigt. I ansøgers kommune var der valgfrihed mellem en almindelig bryst protese eller en selvsiddende brystprotese. Hun valgte herefter en selvsiddende brystprotese monteret på selvklæbende hudstrips, hvilket også blev anbefalet af hendes læge.

Kommunen bevilgede herefter en selvsiddende brystprotese, men afslog at yde økonomisk hjælp til hudstrips, da hun efter kommunens opfattelse ikke opfyldte de af kommunen opstillede interne retningslinier for bevilling af en selvsiddende brystprotese.

Efter disse retningslinier blev der alene ydet hjælp til en selv siddende brystprotese, hvis der var stærke smerter i den opererede side som følge af stor tyngdeforskel.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde ansøger økonomisk hjælp til betaling af selvklæbende hudstrips. Nævnet fandt, at hudstrips var en så integreret del af en selvsiddende brystprotese, at den dermed forbundne udgift kunne dækkes i henhold til bistandslovens § 58, jf. herved SM 0-6-92.

Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at yde støtte til anskaffelsen af netop den selvsiddende brystprotese først og fremmest måtte baseres på en lægelig vurdering, og at statusbedømmelsen anbefalede anskaffelsen, samt at denne vurdering ikke kunne begrænses af en regel, således som det fremgik af kommunens afgørelse.

Kommunen henviste i klagen til, at ankenævnet havde pålagt kommunen at betale for en selvsiddende brystprotese incl. hudstrips i en situation, der ikke svarede til Ankestyrelsens afgørelse i en konkret sag.

Sagen blev sammen med sag nr. 2 behandlet i principielt møde med henblik på en præcisering af rækkevidden af SM O-6-92.

Ansøger fandtes berettiget til hjælp til en selvsiddende brystprotese i henhold til bistandslovens § 58. Hun var derfor også berettiget tilhjælp til betaling af hudstrips som en integreret del af brystpro tesen, jf. SM 0-6-92.

Ankestyrelsen fandt således, at SM 0-6-92 ikke kunne anses for ud tømmende at angive i hvilke tilfælde, der kunne ydes hjælp til en selvsiddende brystprotese, men at spørgsmålet måtte bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

På baggrund af de i statusbedømmelsen beskrevne psykiske vanskelig heder ved brugen af protese sammenholdt med, at kommunen ikke konkret havde vurderet hendes behov for brystprotese, men alene havde henvist til interne retningslinier, fandt Ankestyrelsen, at ankenævnet havde været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21265-92:

En 50-årig kvinde blev brystopereret i 1988. Hun begyndte for ca. 2 år siden at anvende en selvsiddende brystprotese i stedet for en almindelig brystprotese, som hun hidtil havde anvendt. Der var ikkenogen særlig helbredsmæssig begrundelse for nu at bruge en selvsid dende brystprotese. Kommunen havde flere gange betalt for den selvsiddende brystprotese, men hver gang givet afslag på betaling af selvklæbende hudstrips (velcrobånd).

Kommunen afslog senest den 13. maj 1992 at yde hjælp til betaling af velcrobånd med henvisning til, at en almindelig brystprotese kunne afhjælpe hendes handicap.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at ansøger som udgangspunkt alene var berettiget til en almindelig brystprotese, da hun ikke af sygdomsmæssige årsager havde gener ved at benytte en almindelig brystprotese i en BH.

Den omstændighed, at kommunen accepterede, at hun anskaffede en selvsiddende brystprotese, fordi prisen var den samme, medførte efter ankenævnets opfattelse ikke, at hun også dermed var berettiget til bevilling til hudstrips.

Ansøger fandtes ikke berettiget til hjælp til betaling af hudstrips (velcrobånd) i henhold til bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen lagde til grund, at en almindelig brystprotese i hendes tilfælde i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke var lægelig eller anden særlig begrundelse for brugen af den selvsiddende brystprotese.

Den omstændighed, at kommunen havde accepteret at betale udgiften til den selvsiddende brystprotese kunne ikke begrunde, at der også skulle ydes støtte til hudstrips.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at ansøger flere gange havde fået afslag på økonomisk hjælp til hudstrips, og at hun således havde været bekendt med, at udgiften til hudstrips, der fulgte af valget af et dyrere hjælpemiddel, ikke kunne betales af kommunen.

Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse.