Ankestyrelsens principafgørelse O-109-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 28, § 48 og § 46a

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 -

Forældrene til en dreng på 5 år med svær medfødt spastisk lidelse fik af kommunen anerkendt, at udgifter til ergoterapeutisk behandling, råd og vejledning var en merudgift ved at have et hjemmeboende handicappet barn efter bistandslovens § 48.

Til støtte for drengen og familien i de daglige funktioner bevilgede kommunen i 2. halvår 89 hjælp til ergoterapi, råd og vejledning i 2 timer om ugen. Hjælpen blev ydet af en ergoterapeut.

Kommunen havde for 1990 bevilget hjælpen i i alt 35 timer for hele året. Forældrene ønskede i april 1990 at fortsætte med 2 timer pr. uge i et halvt år, men kommunen fastholdt bevillingen på 35 timer for hele året.

Forældrene ankede kommunens afgørelse til amtet med henblik på flere konsulenttimer.

Ankenævnet fandt at det reelle behov for ergoterapeutisk behandling udgjorde 2 timer ugentligt i en halvårsperiode i 1990, og at behovet derefter burde have været revurderet.

Nævnet omgjorde således kommunens afgørelse. Nævnet bestemte sam tidig, at udgiften skulle vurderes efter bistandslovens § 46 a, som behandlingsudgift, hvilket indebar, at hjælpen skulle ydes efter en økonomisk trangsvurdering.

Forældrene klagede i anken over, at ankenævnet havde omgjort kommunens beslutning om, at hjælpen var en merudgift efter lovens § 48, ved at bestemme at hjælpen skulle vurderes efter § 46 a. Forældrene mente ikke, at den omhandlede form for nødvendige råd og vejledning i hjemmet var en behandlingsudgift efter § 46 a.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt den beskrevne hjælp kunne ydes efter § 48, § 46 a eller andre bestemmelser efter bistandsloven.

Ankestyrelsen fandt, at ergoterapeutisk behandling, råd og vejledning var midlertidige foranstaltninger, som gives for en vis periode. Udgifterne hertil kunne derfor ikke afholdes efter bistandslovens § 48, der vedrører merudgifter ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at der var tale om egentlige behandlingsudgifter, som kunne henføres under bistandslovens § 46 a.

Derimod fandt Ankestyrelsen, at der var tale om udgifter til råd og vejledning efter bistandslovens § 28, jf. § 29, og at udgifterne ville kunne afholdes efter disse bestemmelser i bistandsloven.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og hjemviste samtidig sagen til kommunen til afgørelse af, om der var behov for yderligere hjælp efter de nævnte bestemmelser.