Ankestyrelsens principafgørelse O-65-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1

Sagen vedrørte en kvinde, der i august 1984 som 14-årig blev anbragt på en kostskole i B kommune efter bistandsloven.

Den 1. august 1988 blev hun udskrevet af kostskolen, men begyndte samtidig på EFG basisår. Denne uddannelse blev afbrudt i marts 1989, og hun tog i stedet et EIFU-kursus.

I perioden 8. august 1988 til 1. november 1988 var hun i praktikefter bistandslovens § 42 (revalidering) og havde herefter barselsorlov til 18. maj 1989. Hun påbegyndte umiddelbart herefter en § 42 praktik med løn til 18. august 1989.

Den 21. august 1989 besluttede B kommune at yde hjælp efter bistandslovens § 42 til gennemførelse af HF med henblik på en ud dannelse som socialpædagog.

I juni 1990 ønskede hun at flytte til C kommune, idet hendes samlever havde fået arbejde der.

C kommune gav den 9. juli 1990 samtykke til flytningen, men gjorde samtykket betinget af, at der blev givet refusionstilsagn efter bistandslovens § 11 til udgifterne til kvinden.

Den 24. juni 1991 fandt ankenævnet for B amt, at der ikke påhvilede B kommune refusionsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 11 under henvisning til, at socialudvalget ikke i bistandslovens forstand havde medvirket til pågældendes flytning til C kommune og hendes fortsættelse af uddannelsen der.

Nævnet lagde til grund, at flytningen skete på eget initiativ uden sammenhæng med den lagte uddannelsesplan og i forbindelse med, at samleveren havde fået beskæftigelse i C kommune. Den 28. juni 1991 fandt ankenævnet for A amt, at B kommune kunne kræve refusion efter bistandslovens § 11 af A kommune, idet hun var blevet anbragt af A kommune i B kommune.

C kommune fandt, at refusionen burde overføres til C kommune og anførte bl.a, at kvinden ikke på noget tidspunkt havde været selvforsørgende, og at den oprindelige § 33-foranstaltning, der senere blev en § 42-foranstaltning, fortsat var aktuel, da klienten tilflyttede C kommune.

Ankenævnet for A amt fandt den 7. august 1992, at kommunalbestyrelsen i A kommune ikke var forpligtet til efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, at yde refusion af udgifter til bistand, som C kommune havde til kvinden.

Nævnet lagde vægt på, at flytningen til C kommune ikke skete som et nødvendigt led i revalideringsplanen, men skyldtes samleverens arbejdsforhold.

Nævnet fandt ikke, at det forhold at A kommune oprindelig iværksattehjælpeforanstaltninger kunne medføre en fortsat ubetinget refusions forpligtelse under hensyn til, at hjælpeforanstaltningerne på et tidspunkt blev ophævet, og at der i stedet blev ydet hjælp efter bistandslovens revalideringsbestemmelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om kvindens flytning fra B kommune til C kommune kunne anses for at være en afbrydelse af den lagte uddannelsesplan, når der hensås til, at hun fortsatte på et HF-kursus i C kommune.

C kommune havde ret til refusion efter lov om social bistand § 11 af den kommunale andel af udgifter til bistand til kvinden under hendes revalidering.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ankenævnet for A amt ved en tidligere afgørelse af 28. juni 1991 havde fundet, at B kommune havde ret til refusion, og at den oprindelige § 33-foranstaltning, der senere blev en § 42-foranstaltning for kvinden, fortsat var aktuel, da hun flyttede til C kommune.

Da C kommune ved kvindens flytning til C kommune umiddelbart var bundet af tidligere kommuners beslutninger om støtte til revalidering til hende, var der tale om et ubrudt forløb, og der var derfor ret til refusion, uanset at flytningen ikke var nødvendiggjort af uddannelsesplanen.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.